DBU efterlyser tilskuere på stadion i genåbning

DBU vil have tilskuerne tilbage på stadion i de professionelle rækker og til sommerens EM-slutrunde.
DBU og Divisionsforeningen havde håbet på, at fans var blevet tilladt på stadion igen. | Foto: Philip Davali/Philip Davali, Ekstra Bladet
DBU og Divisionsforeningen havde håbet på, at fans var blevet tilladt på stadion igen. | Foto: Philip Davali/Philip Davali, Ekstra Bladet
af ritzau

Mens der var godt nyt til deltagere og arrangører af udendørs idrætsaktiviteter onsdag, var der ikke noget nyt om tilskuere i den første del af den gradvise genåbning, som regeringen præsenterede i Folketinget.

Dermed er der ikke udsigt til tilskuere på lægterne til fodboldkampe på dansk jord i den kommende tid, og det ærgrer Dansk Boldspil-Unions (DBU) direktør, Jakob Jensen.

"Der er brug for yderligere lempelser, så vi kan få tilskuere på stadion. Fodbold uden fans og fællesskab er et dårligt match," siger DBU-direktøren til forbundets hjemmeside.

Parken i København skal efter planen lægge græs til Danmarks tre gruppekampe og en ottendedelsfinale ved sommeren EM i fodbold. Det vides endnu ikke, om det bliver med fans på tribunerne.

DBU havde sammen med Divisionsforeningen håbet på opbakning til et forsøg, hvor tilskuere lyntestes for coronavirus før og efter kampe i Superligaen.

"Vi har vist, at vi kan håndtere fans på stadion uden konstateret smittespredning og håber derfor fortsat på, at det også kan lade sig gøre i de professionelle rækker og til sommerens EM-slutrunde på hjemmebane," siger han.

Den indledende del af genåbningen gælder fra 1. marts. Den hæver forsamlingsloftet ved udendørs idrætsbegivenheder fra 5 til 25. Dermed kan mange danskere igen begynde at spille fodbold i organiseret regi, og det er vigtigt, mener Jakob Jensen.

"Det er glædeligt, at vi igen kan åbne fodboldbanerne og få sat gang i træning for store og små. Det betyder meget for danskernes trivsel og fysiske sundhed. Derfor vil vi gerne takke regeringen og aftalepartierne for at prioritere udendørsfodbold og foreningslivet. Vi håber, de er opmærksomme på at give endnu flere muligheden for at være med på banerne i næste runde," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også