Medie: Kristian Jensen bliver særlig repræsentant

Mediet Altinget skriver, at Kristian Jensen (V) forlader politik for at blive politisk udpeget særlig repræsentant. (Korrigeret)
Kristian Jensen. | Foto: Jens Dresling
Kristian Jensen. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Altinget har senere præciseret, at mediet erfarer, at Kristian Jensen bliver særlig repræsentant, ikke ambassadør. Derfor er tilten ambassadør rettet til særlig repræsentant.

For kort tid siden ændrede regeringen reglerne, så den kan udpege ambassadører og andre diplomater i særlige tilfælde. Og mandag er det så efter alt at dømme sket. Ifølge Altinget er tidligere udenrigsminister Kristian Jensen (V) udnævnt til særlig repræsentant.

Det strider imod årtiers skik, hvor diplomater kommer fra embedsværket. Og ifølge Djøf, der repræsenterer store dele af embedsværket, er det en dårlig skik at bryde.

"For os handler det ikke om Kristian Jensen. Det handler om det helt principielle i, at vi forlader princippet om, at embedsmænd skal være politisk neutrale, så de kan betjene skiftende regeringer. Det er en meget, meget vigtig ting."

"Det er en grundpille i den danske forvaltningstradition og noget, mange andre lande misunder os," siger formand for Djøf Henning Thiesen.

Han siger yderligere, at det ikke er første gang, at der har været behov for at tage eksterne ind til eksempelvis ambassadørposter. Men at det så bør ske med en formel ansættelsesproces. Hvilket ikke er sket med Kristian Jensen.

"Nogle gange kan man have brug for folk udefra. Men der er det min holdning, at stillingerne bør slås op på en sædvanlig og transparent proces, hvor alle kan søge, og den bedst kvalificerede kan vælges," siger Henning Thiesen.

Også hos DM, tidligere Dansk Magisterforening, er man ekstremt skeptisk over for de politiske udnævnelser.

"Det er dybt problematisk, at regeringen har valgt at haste et brud med væsentlige principper i den offentlige forvaltning igennem."

"Politiske embedsmænd af enhver art er en uskik, ligesom der er stor risiko for, at posterne bliver fordelt som politiske vennetjenester. Der skal ikke være en glidebane væk fra partineutralt embedsværk - og den glidebane er politikerne ved at lave nu," skriver formand Camilla Gregersen.

Regeringen har lagt op til, at politiske udnævnelser af for eksempel ambassadørposter vil være en sjælden foreteelse. Men Henning Thiesen har bange anelser.

"Vi har fået den ene forsikring efter den anden. Men som en forsker sagde, er det jo elastik i metermål."

Tidligere minister og politisk kommentator Hans Engell fortæller, at det er et ældgammelt slagsmål mellem embedsmandsværket og Christiansborg, der nu har rykket sig.

"Det er et stykke historie, fordi man nu har slået fast, at tidligere toppolitikere kan placeres på ambassadørposter. Det har været kamp og en diskussion i de sidste 40 år."

"Udenrigsministeriet har kæmpet imod med næb og kløer. Og internt på Christiansborg har der været uenighed, fordi ordningen i den grad er skræddersyet til politikere fra de regeringsbærende partier."

"Så det giver anledning til en masse intern ballade, men det har Mette Frederiksen (statsminister red.) altså valgt at skære igennem," siger Hans Engell.

Han understreger, at det ikke er uset internationalt, at politikere får for eksempel ambassadørposter.

"Sagen er, at alle de nordiske lande i mange, mange år har haft en tradition for, at få, ledende politikere har kunnet placeres på ambassadørposter."

"Der har Danmark været den helt store undtagelse. Før Anden Verdenskrig var det adelen, der sad på Udenrigsministeriets poster. Efterfølgende var det embedsværket. Nu er der så åbnet for et lille antal politiske udnævnelser," siger Hans Engell.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også