Radikale vil kaste milliarder i plantebaseret kost

Som led i klimaforhandlingerne med landbruget vil De Radikale have fokus på langt mere plantebaseret mad.
Zenia Stampe, landbrugsordfører for de Radikale. | Foto: Mathias Svold/KULTUR
Zenia Stampe, landbrugsordfører for de Radikale. | Foto: Mathias Svold/KULTUR
AF RITZAU

Som led i at gøre landbruget mere klimavenligt vil De Radikale have et langt større fokus på, at der bliver udviklet og investeret i omlægning væk fra kød og til plantebaserede fødevarer.

Det fortæller partiets landbrugsordfører, Zenia Stampe.

"Vi tror, at fremtidens fødevarer bliver meget mere plantebaseret. Vi kan allerede nu se, at omkring halvdelen af danskerne har et ønske om at leve mere plantebaseret."

"Og vi kan se, at de store, internationale fødevarekoncerner poster massivt mange penge i området. Så der er en udvikling, vi skal være med på," siger hun.

Derfor lancerer partiet nu en plan, der skal investere 4,3 mia. kr. frem mod 2030 i en større omlægning. Det er nemlig betydeligt bedre for klimaet, hvis der produceres fødevarer til mennesker i stedet for fødevarer, der skal laves til foder, der så bliver kød.

Store ambitioner

De Radikale foreslår, at der bliver investeret betydeligt i forskning og viden, så det danske landbrug kan blive førende på området. Samtidig vil partiet omlægge landbrugsstøtten, så den fremmer afgrøder til mennesker.

Zenia Stampe understreger, at det skal ske i samarbejde med landbruget.

"Jeg har også haft anledning til at tale med Landbrug og Fødevare om præcist dette her."

"For kun et par dage siden var planteavlernes formand ude med nogle store ambitioner, der ligger godt i spændt med vores udspil. Nemlig at vi skal bruge vores landbrug til at dyrke meget mere mad til mennesker og mindre til foder," siger ordføreren.

Som led planen er også, at offentlige køkkener skal følge kostrådene - der tilsiger mindre kød - og dermed skære deres CO2-udledning med 25 procent i 2025 og 50 procent i 2030.

Mere klimavenlig kost

Zenia Stampe understreger, at der ikke er tale om de kødfri dage, som i oktober udløste et voldsomt oprør mod finansminister Nicolai Wammen (S), da han præsenterede en mere bæredygtig indkøbsstrategi for det offentlige.

"Vi går ikke ud og siger, at der skal indføres kødfri dage. Vi siger, at det er en god idé at følge de officielle kostråd, for de har først og fremmest til formål at skabe en sundere kost, og samtidigt er de mere klimavenlige."

"Det handler ikke om at sige, at man ikke må spise kød. Men at kødet måske skal fylde lidt mindre på tallerkenen," siger Zenia Stampe.

Prehn: "Vi har lagt mærke til, at Netto har gjort noget lidt enestående" 

Kødfri dansker indgår samarbejde med Real Madrid 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også