Tyskere kan rejse - imens stiger frygten for en tredje bølge

EU-lande advarer om begyndelsen på en tredje smittebølge. Samtidig kan Danmark tage imod turister, mener K.
Tyskerne kan igen tage på ferie på Mallorca. | Foto: Enrique Calvo/Reuters/Ritzau Scanpix
Tyskerne kan igen tage på ferie på Mallorca. | Foto: Enrique Calvo/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

Fredag gav forbundsregeringen i Berlin grønt lys til, at tyskerne kan rejse til sydens sol på Mallorca og andre rejsemål i Spanien samt Region Nordjylland.

De danske myndigheder har dog kun åbnet for indrejse til Danmark, hvis der er tale om et såkaldt anerkendelsesværdigt formål, som eksempelvis arbejde, ægtefælle eller børn i Danmark.

Men tyske turister ville være en god idé, lyder det fra sundhedsordføreren for De Konservative, Per Larsen.

"Det ville være rigtig fint i forhold til den åbningsproces, som vi skal i gang med."

Per Larsen mener ikke, at der er en risiko for Danmarks coronasituation ved indrejse fra andre lande, hvis to krav er opfyldt.

"Jeg ser ikke den store risiko ved at krydse landegrænserne, hvis man kommer med et vaccinepas eller negativ test. For vi (Danmark, red.) har jo et rigtig robust sundhedssystem, som på ingen måde er presset af coronapatienter."

Også danskerne burde kunne få lov til at rejse, lyder det fra sundhedsordføreren.

"Jeg synes godt, at man kan lave tiltag, så man kan se, hvornår man kan komme ud at rejse. Og synes jeg også, at vi står et sted, hvor vi godt kan tage imod turister og åbne for aktiviteter den anden vej."

Frygten for en tredje bølge af coronavirusset hersker flere steder i Europa.

"Mere end et år efter at sundhedskrisen begyndte, står vi desværre over for en ny bølge af smitte," sagde premierministeren i Italien, Mario Droghi, fredag ifølge TV2.

Også de tyske sundhedsmyndigheder ser igen en "eksponentielt" stigning i coronasmitte i Tyskland, skriver nyhedsbureauet Reuters. Smitten af coronavirus er steget 20 procent den sidste uge, oplyser myndighederne.

"Vi er lige præcis på vippen af en tredje bølge. Det kan ikke længere diskuteres. Lige nu har vi løftet restriktionerne, og det er med til at accelerere den eksponentielle stigning," siger epidemiolog hos Robert Koch-Instituttet Dirk Brockmann tirsdag til TV-stationen ARD.

Robert Koch-Instituttet rådgiver og kommer med anbefalinger til den tyske regeringen om smitten.

Ifølge sundhedsordfører Per Larsen skal man overvåge udviklingen, men det får ham ikke til at sige stop til tyskerne.

"Det er klart, at man skal holde øje med, hvilke lande man kan rejse til og fra. Men vi har godt styr på coronaen med smittetal, der er på vej nedad, og antallet af indlagte er også dalende," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også