Det store genåbningsslag venter mandag

Nye beregninger for en yderligere genåbning ventes mandag. Tirsdag ventes en kort- og langsigtet plan.
Mette Frederiksen mødes med partilederne for at forhandle yderligere genåbning. | Foto: LISELOTTE SABROE
Mette Frederiksen mødes med partilederne for at forhandle yderligere genåbning. | Foto: LISELOTTE SABROE

Foråret er på vej med tocifrede temperaturer om føje dage, og mandag indledes det sidste store slag for den langsigtede genåbning af Danmark.

Forhandlingerne mellem partilederne på Christiansborg vil omhandle en delvis genåbning fra 6. april samt en mere langsigtet plan.

"Det handler både om genåbning efter påske og det helt langsigtede," sagde statsminister Mette Frederiksen (S) sent torsdag aften efter et møde i Statsministeriet.

Her blev partilederne enige om en delvis genåbning, hvor forsamlingsforbuddet eksempelvis hæves fra fem til ti personer udendørs fra mandag.

Forventningen er, at man bliver enig om en samlet aftale tirsdag med opbakning fra alle partierne, selv om blå blok overordnet ønsker at genåbne mere end de røde. Frederiksen rejser torsdag til Bruxelles til EU-møde.

Der er blevet bedt om yderligere beregninger til mandag, der skal vise, hvad forskellige scenarier vil betyde for smittetrykket.

Torsdag fik partilederne beregninger, som viste, at en fuld genåbning for 5. – 8.-klasse og afgangsklasser vil føre til den højeste stigning i smitte af alle beregnede scenarier. Derfor ventes en åbning for dem at være mindre.

Der er ikke blevet regnet på betydningen for at åbne restauranter caféer og biografer, da det i stedet er en "kvalitativ vurdering" fra sundhedsmyndighederne.

"Det er myndighederne, der kan svare på, hvorfor det ene gælder nogle steder, og det andet gælder andre steder for eksempel omkring udendørs servering," sagde Frederiksen.

Ifølge Statens Serum Institut er smittevurderingen for en genåbning af barer, restauranter og caféer "middel". Det vil være med krav om mundbind og begrænset åbningstid, som samfundet oplevede sidste år.

En genåbning af indendørs kulturinstitutioner som museer og biblioteker har en "lav til middel" smittevurdering. I øjeblikket er de lukket. Indendørs idræt for over 50 personer er "middel til høj".

De ting står dog længere nede i rækkefølgen for genåbning, mens mere skoletid for børn og unge står foran i køen.

Forventningen er, at yderligere kan genåbne fra 6. april.

Det har været foreslået under forhandlingerne, at man arbejder med 14 dages intervaller for den langsigtede genåbning. Så kan man følge smittetallene løbende, inden den næste ting genåbner.

Formand Jakob Ellemann-Jensen (V) har talt om et fikspunkt for vaccinationerne, når alle over 50 år og de mest sårbare er vaccineret, hvilket er i uge 23 i start juni. Statsministeren er enig, og det kan "i princippet" betyde et "åbent Danmark".

Ifølge Finansministeriet koster nedlukningerne statskassen i omegnen af 13 millioner kroner i timen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også