PolicyWatch

EU strammer ordning for vaccineeksport

Før der eksporteres vacciner, vil EU nu også tage højde for, om modtagerlandene har restriktioner på eksport af vacciner eller vaccinemateriale.

Foto: CHRISTOF STACHE/AFP / AFP

Der eksporteres millioner af vacciner ud af EU. Men der kommer ikke meget den anden vej.

Derfor strammer EU-Kommissionen en midlertidig ordning for eksportgodkendelse af vacciner. Der skal fremover tages højde for yderligere to ting, før der eksporteres: Reciprocitet og proportionalitet.

Det betyder med andre ord, at EU-Kommissionen og EU-landene skal vurdere, om modtagerlandet har restriktioner på eksport af vacciner eller vaccinematerialer, og om situationen i landet er værre elle bedre end i EU.

"EU har en fremragende portefølje af forskellige vacciner, og vi har sikret mere end nok doser til alle. Men vi skal sikre rettidig og tilstrækkelig vaccineudlevering til EU-borgere. Hver dag tæller," siger EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen i en udtalelse.

Hun konstaterer, at EU-landene står over for den tredje bølge af pandemien, og at "ikke alle selskaberne leverer i henhold til kontrakten".

"EU er det eneste store OECD-land, som fortsat eksporterer i stor skala. Men åbne veje kræver bevægelse i begge retninger," siger von der Leyen.

Det er baggrunden for, at EU-Kommissionen vil "indføre princippet om reciprocitet og proportionalitet i EU's eksisterende godkendelsesmekanisme".

Der fastsættes dog ingen grænseværdier for, hvor meget et land må modtage uden at sende noget den anden vej.

Derfor er tiltaget de seneste dage også mest set som et signal om, at EU tager det alvorligt. Men der ventes ikke et stort eksportforbud umiddelbart, da EU vil overholde internationale forpligtelser og holde eksportveje åbne.

EU har eksporteret 43 millioner vaccinedoser

Det er først og fremmest forsinkelser i vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, der bekymrer EU-Kommissionen. Begge halter efter de løfter, som de har givet.

Mange vacciner bliver eksporteret ud af EU. Siden første udgave af ordningen blev vedtaget i slutningen af januar, har EU-landene modtaget 380 anmodninger om eksport og eksporteret i alt 43 millioner doser.

En enkelt forsendelse af blevet stoppet af ordningen. Det var doser til Australien.

Ordningen er en gennemførselsretsakt, hvilket vil sige, at den kan vedtages af EU-Kommissionen, efter at EU-landene er blevet hørt i et udvalg, hvor de er repræsenteret. Ifølge Kommissionen er ordningen midlertidig og i overensstemmelse med EU's internationale forpligtelser i WTO.

EU har indtil videre tegnet købsaftaler med seks producenter af vacciner. Samlet er der indgået aftale om køb af 2,6 milliarder doser fra de seks virksomheder.

Medie: Trods egne mangler er EU storeksportør af vacciner 

Mere fra PolicyWatch

Radioudbud resulterer i 94 nye tilladelser til at drive dab-radio

Et netop afsluttet udbud af en stor mængde ledige pladser på det regionale dab-net har haft noget større tilslutning end tidligere, og i flere områder var der konkurrence om tilladelserne. "Vi har oplevet overvældende stor interesse," siger formand for Radio- og tv-nævnet.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier