Joe Biden antyder flere sanktioner efter blodig dag i Myanmar

Den amerikanske præsident er rystet over lørdagens blodsudgydelser i Myanmar, hvor over 100 civile blev dræbt.
Den amerikanske præsident Joe Biden fordømmer militærets fremgang over for indbyggerne i Myanmar og lader antyde, at flere sanktioner kan være på vej. | Foto: STR/AFP / AFP
Den amerikanske præsident Joe Biden fordømmer militærets fremgang over for indbyggerne i Myanmar og lader antyde, at flere sanktioner kan være på vej. | Foto: STR/AFP / AFP
af ritzau

USA's præsident, Joe Biden, er oprørt over den vold, som Myanmars sikkerhedsstyrker anvender over for landets egen befolkning i kølvandet på militærets magtovertagelse 1. februar, som har udløst store protester.

"Det er grusomt. Det er fuldstændig oprørende. Baseret på meldinger, jeg har fået, er et stort antal mennesker blevet dræbt, sagde Joe Biden med reference til lørdagens blodsudgydelser i Myanmar, hvor over 100 personer blev dræbt, heraf mindst syv børn.

USA har indført sanktioner mod ledende militærfolk i Myanmar samt blandt andet to konglomerater, der under militærets kontrol. Men mere kan være på vej ifølge Biden.

"Vi arbejder på det," svarede han på et spørgsmål fra en journalist om, hvorvidt der er yderligere sanktioner i støbeskeen.

Lørdagens drab var det hidtil største antal på en enkelt dag under urolighederne. De faldt sammen med den årlige fejring i Myanmar af landets væbnede styrker.

EU beskriver voldsanvendelsen mod civile som "uacceptabelt".

"I stedet for at fejre gjorde Myanmars militær dagen i går (lørdag, red.) til en rædslens og skammens dag," hedder det i en udtalelse fra EU's udenrigschef, Josep Borrell.

Over hele Myanmar blev der søndag holdt begravelser. Ifølge et lokalt nyhedsbureau - Myanmar Now - åbnede soldater ild mod de sørgende under en begravelse for den 20-årige Thae Maung Maung i byen Bago. Han skal have været medlem af en studenterforening, som i årevis har støttet Myanmars demokratibevægelse.

Ifølge Myanmar Now blev flere personer i begravelsesfølget tilbageholdt, men mediet nævner ikke noget om sårede eller dræbte.

"Mens vi er i gang med at synge revolutionssangen for ham, kommer sikkerhedsstyrker og skyder mod os," siger en kvinde ved navn Aye, som deltog i højtideligheden, til nyhedsbureauet Reuters.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også