Danmark stopper brugen af AstraZeneca-vaccine

På et pressemøde bekræfter Sundhedsstyrelsen, at Astrazeneca-vaccinen fjernes fra vaccinationsprogrammet, mens leverancepause i Johnson & Johnson-vaccine betyder, at den i øjeblikket ikke kan anvendes ifølge Sundhedsstyrelsen (opdateret).
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
af ritzau

AstraZeneca-vaccinen fjernes fra det danske vaccinationsprogram. Det bekræfter Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på et pressemøde. Danmark er det første land i verden til at droppe vaccinen helt.

"Det har været en svær beslutning midt i en epidemi at fortsætte vaccinationsprogrammet uden en effektiv og tilgængelig vaccine mod covid-19. Men vi har andre vacciner til rådighed, og vi har god kontrol med epidemien," siger Søren Brostrøm i en pressemeddelelse.

"Samtidig er vi nået langt med at vaccinere de ældre aldersgrupper, hvor forebyggelsespotentialet ved vaccination er størst."

Tanja Erichsen, enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, oplyser samtidig på pressemødet, at man er enig i Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA) vurdering af, at der er flere fordele end ulemper ved vaccinen.

"Overordnet er det en sikker og effektiv vaccine til behandling af covid-19-sygdom," siger Tanja Erichsen på pressemødet.

Sundhedsstyrelsen udelukker i pressemeddelelsen heller ikke, at vaccinen kan tages i brug igen.

"Med Sundhedsstyrelsens beslutning om på nuværende tidspunkt at fortsætte udrulning uden covid-19-vaccinen fra AstraZeneca er det ikke blevet udelukket, at den kan tages i anvendelse på et senere tidspunkt hvis situationen ændrer sig," lyder det.

Sundhedsstyrelsen tilføjer, at på grund af pause i leverancer af vacciner fra Johnson & Johnson kan disse ikke benyttes.

"Vedrørende Janssen-vaccinen fra Johnson & Johnson har producenten sat leverancerne i karantæne, så de aktuelt ikke kan anvendes i Danmark," skriver styrelsen.

Suspenderingen herhjemme af AstraZeneca-vaccinen har varet i omkring fem uger.

Det skete, fordi der var indberetninger af alvorlige tilfælde. Her så man en sjælden kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader hos personer, der var blevet vaccineret med den pågældende vaccine.

I Danmark har der været to indberetninger af det usædvanlige sygdomsforløb. Én af de to sager handler om et dødsfald.

"Vi ved nu, at der er en mulig biologisk forklaring på, at AstraZeneca-vaccinen kan give de sjældne tilfælde af blodpropper. Det kan vi se," siger Søren Brostrøm på pressemødet.

Også EMA har vurderet, at der er en sandsynlig sammenhæng mellem de sjældne tilfælde og vaccinen fra AstraZeneca.

Uden de to vacciner i det danske vaccinationsprogram er det blot Pfizers og Modernas vacciner, der benyttes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også