Ikke-folkevalgt kvinde bliver grønlandsk sundhedsminister

En ikke-folkevalgt har fået ministerpost i Grønland - ifølge medie blandt andet fordi hun er kvinde. Mine kvalifikationer er i orden, siger den kommende minister.
Pariet Naleraq fik ikke valgt nogle kvinder ind til det grønlandske valg, men har nu tilbudt den ene af partiets to ministerposter til en kvinde. | Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Pariet Naleraq fik ikke valgt nogle kvinder ind til det grønlandske valg, men har nu tilbudt den ene af partiets to ministerposter til en kvinde. | Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
af ritzau

Fordelingen af mænd og kvinder har været et centralt spørgsmål for Naleraq. Men regeringspartiet fik ikke valgt én eneste kvinde ind i parlamentet ved det grønlandske valg i begyndelsen af april.

Derfor tilbød partiet Kirsten Fencker posten som sundhedsminister, selv om hun ikke er folkevalgt. Ifølge mediet KNR blandt andet fordi hun er kvinde.

"Det er meget vigtigt for os i Naleraq, at der er kvinder blandt os. Blandt dem, der er valgt ind for vores parti, er der kun mænd. Vi vil udnytte muligheden og indsætte en kvinde. Vi oplever, at kvinder kan være tilbageholdende, selv om de har evnerne. Når man er udelukkende mænd, ved vi, at mænds empatiske evner i forhold til sociale og andre forhold ofte kan være meget anderledes end kvinders. Det er derfor meget vigtigt for os, at der er kvinder blandt os," siger Hans Enoksen, der er partiformand og bliver formand for parlamentet.

Kvalifikationer er i orden

Partiet får to ministerposter i den nye regering. Den ene går til Pele Broberg, der blev valgt ved valget og bliver udenrigsminister.

Den anden går til Fencker, der har en faglig baggrund i departementet for Sundhed. Hun er 42 år, har en HD i organisation og ledelse og har indtil nu været afdelingschef i forfatningskommissionen.

Selv om hun ikke stillede op ved valget, er hun glad for, at hun fik tilbudt stillingen, og hun mener ikke, at man negligerer hendes faglighed ved at gøre hendes køn til et parameter.

"Sådan ser jeg ikke på det. Mine kvalifikationer er i orden. Jeg går ud fra, at de også har valgt mig, fordi jeg har fagligheden på plads både politisk og fagligt," siger hun til KNR.

Der var fire kvinder blandt de 30 kandidater, der stillede op til den folkevalgte forsamling for Naleraq. Men ingen af dem blev valgt ind.

Naleraq er med fire mandater en del af regeringen med det ledende parti Inuit Ataqatigiit, der fik 12 mandater og kan danne regering for bare anden gang siden selvstyret i 1979.

De nye medlemmer af Naalakkersuisut, regeringen, skal formelt godkendes af det Inatsisartut, parlamentet, på torsdag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også