EU sikrer sig 1,8 milliarder doser fra Pfizer

Producenterne af vaccinen fra BioNTech og Pfizer har leveret mere stabilt end andre vaccineproducenter. (Opdateret)
Foto: CHRISTOF STACHE/AFP / AFP
Foto: CHRISTOF STACHE/AFP / AFP
af ritzau

EU-Kommissionen har indgået en aftale med BioNTech og Pfizer om levering af yderligere 1,8 milliarder vaccinedoser, oplyser EU-Kommissionen til nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere har EU indgået to kontrakter med BioNTech og Pfizer for i alt 600 millioner doser. Der er ikke umiddelbart meldinger om, hvornår de mange ekstra doser skal leveres.

Kommissionen arbejder i øjeblikket på at sikre, at der er vacciner nok på længere sigt. BioNTech og Pfizer har øget deres produktion i Europa de seneste måneder. Det har resulteret i flere doser til Europa.

Om producenterne har truffet beslutning om at øge produktionen yderligere, har de ikke annonceret. De har tidligere sagt, at de leverer i det tempo, som er muligt.

EU har oplevet en del problemer med leveringer af de forskellige vacciner mod coronavirus.

Vaccinen, der er udviklet af tyske BioNTech, har været den mest stabile.

Sagsanlæg mod Astrazeneca uafklaret

De seneste dage har man blandt medlemslandene og i EU-Kommissionen overvejet, om man skal anlægge en retssag mod AstraZeneca. Målet skulle være at sikre sig flere doser.

AstraZeneca har ikke leveret som aftalt i kontrakten. Der er dog ikke truffet en beslutning om sagsanlæg endnu. Danmark er holdt op med at benytte vaccinen fra AstraZeneca på grund af sjældne - men alvorlige - bivirkninger.

Med den seneste EU-aftale med Pfizer og BioNTech kan hele EU's befolkning blive vaccineret mod coronavirus i de næste to år. Der skal bruges to stik for at få fuld effekt af vaccinen.

Medlemslandene aftalte sidste sommer at overlade opgaven med at indgå kontrakter med producenterne af vacciner til EU-Kommissionen.

Kommissionen har indtil videre indgået kontrakter med seks producenter.

To af disse vacciner er endnu ikke godkendt i EU. Det er vaccinerne fra CureVac og Sanofi-GSK.

Den største aftale er indgået med BioNTech og Pfizer. De øvrige kontrakter er indgået med Moderna, Johnson & Johnson og AstraZeneca.

Før fredagens melding om den store kontrakt havde EU indgået aftaler om køb af i alt 2,6 milliarder doser.

EU dropper yderligere køb af Astrazeneca-vaccine 

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også