Ministerie har været tæt på at vildlede Folketinget i ATP-sag

Eksperter kritiserer, at Beskæftigelsesministeriet har ventet flere måneder med at fortælle om Finanstilsynets advarsler om nyt lovforslag om ATP.
Jesper Rangvid, professor ved Copenhagen Business School, mener, at Finanstilsynets kommer med en usædvanlig kritik til Beskæftigelsesministeriet. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
Jesper Rangvid, professor ved Copenhagen Business School, mener, at Finanstilsynets kommer med en usædvanlig kritik til Beskæftigelsesministeriet. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
af ritzau/finans

Finanstilsynet mener ikke, at Beskæftigelsesministeriet kan vurdere, om ATP løbende har penge til at kunne udbetale pensioner som lovet, hvis en ny lov bliver vedtaget.

Beskæftigelsesministeriet har dog ventet to måneder med at fortælle Folketingets partier om tilsynsmyndighedens advarsler, og det får kritik fra flere eksperter.

Det skriver Børsen.

Ifølge Børsens oplysninger har ministeriet flere gange forholdt folketingsmedlemmer kritikken og forsikret dem om, at tilsynet var indforstået med loven, inden høringssvaret blev offentliggjort i sidste uge.

Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, mener, at ministeriet og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har bevæget sig på kanten af at vildlede Folketinget.

Ifølge ham er det problematisk, at ministeriet ved flere lejligheder har svaret, at der ikke var nogen problemer eller betænkeligheder, når der er blevet lavet et 11 sider langt dokument med betænkeligheder.

"Folketinget skal orienteres om de betænkeligheder, der er, når de kommer fra den myndighed, der fører tilsynet. Det mener jeg ikke, der overhovedet kan være tvivl om, siger Sten Bønsing til Børsen.

Jesper Rangvid, der er professor ved Copenhagen Business School, kritiserer også situationen.

"Jeg tror aldrig, jeg har set et høringssvar som dét, tilsynet afleverede. Det skriger til himlen. Tilsynet skriver på mange forskellige måder, at de ikke kan stå inde for det, der bliver foreslået, siger Jesper Rangvid og følger ATP, til Børsen.

Han fremhæver, at Finanstilsynet kommer med en "usædvanlig kritik" til Beskæftigelsesministeriet, hvor beskæftigelsesministeren Peter Hummelgaard har sagt til Folketingssalen, at han har tillid til ATP's bestyrelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også