Tidligere overborgmester Frank Jensen stifter konsulentfirma

I oktober 2020 trak Frank Jensen sig som overborgmester i København. Nu er han klar til et være selvstændig med eget konsulentfirma.
Tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, etablerer eget konsulentfirma. | Foto: Henning Hjorth
Tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, etablerer eget konsulentfirma. | Foto: Henning Hjorth
af ritzau

Københavns tidligere socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen løfter nu lidt af sløret for, hvad fremtiden byder på. Han har etableret et konsulentfirma, skriver han i et opslag på det sociale medie LinkedIn.

"Jeg har igennem de seneste måneder fået tilstrækkeligt med kontrakter og aftaler til at etablere mit eget konsulentfirma, hvorfra jeg skal rådgive direktion og bestyrelse i flere virksomheder indenfor offentligt og privat samarbejde," skriver han på mediet.

Firmaet vil beskæftige sig med verdensmålene, den grønne omstilling og udviklingen inden for energi- og forsyningssektoren og hedder FrankJensenCph Consultant.

"Jeg glæder mig til at komme i gang," skriver Frank Jensen på LinkedIn.

Frank Jensen trak sig i oktober 2020 som overborgmester og næstformand i Socialdemokratiet. Det skete efter beskyldninger om krænkende og grænseoverskridende adfærd.

Siden har en advokatundersøgelse fundet 12 episoder, som involverer beskyldninger om krænkelser. De har fundet sted fra 2010 til 2020. I halvdelen af sagerne har der ifølge undersøgelsen været de fornødne beviser til at konkludere, at en kvinde har været udsat for uønsket fysisk eller verbal kontakt fra Frank Jensen. Undersøgelsen blev præsenteret i februar.

Frank Jensen nåede at være overborgmester i København i 11 år og næstformand for Socialdemokratiet i 8 år. Inden det sad han 20 år i Folketinget for Socialdemokratiet. Her var han blandt andet forsknings- og justitsminister.

Københavns nye overborgmester er Lars Weiss. Det er dog kun for en kort periode. Når der 16. november skal afholdes kommunalvalg, er Sophie Hæstorp Andersen nemlig Socialdemokratiets spidskandidat. Hun er i øjeblikket regionrådsformand i Region Hovedstaden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også