Seruminstitut nedtoner fare ved indisk coronavariant

Den indiske coronavariant er påvist i Danmark, men er ikke mere smitsom eller robust over for vacciner, lyder vurderingen fra Statens Serum Institut.
Statens Serum Institut er ikke bange for den indiske variant af coronavirus. | Foto: Money Sharma/AFP/Ritzau Scanpix
Statens Serum Institut er ikke bange for den indiske variant af coronavirus. | Foto: Money Sharma/AFP/Ritzau Scanpix
af ritzau

I Indien har en ny variant af coronavirus hærget landet, og mandag blev der registreret 2812 coronarelaterede dødsfald. Det svarer til 117 i timen.

Men selv om virusvarianten allerede er kommet til Danmark - der er påvist 29 tilfælde - er Statens Serum Institut (SSI) ikke synderligt bekymret for konsekvenserne. Det skriver SSI i en pressemeddelelse.

Faglig direktør Tyra Grove Krause siger i meddelelsen, at varianten ikke virker til at være mere farlig end den britiske variant, der i øjeblikket er dominerende i Danmark.

"Vi har ikke data, der tyder på, at B1617 (den indiske variant, red.) er mere smitsom end for eksempel B117 (den britiske variant, red.), og samtidig vurderer vi, at vaccinerne vil være effektive overfor den," siger hun.

Den indiske variant ses primært i Indien, men også i Nordamerika og i store dele af Europa.

Blandt de 29 tilfælde i Danmark er der kun tre personer, som har dansk statsborgerskab. 20 af personerne var fra Indien, fem fra Iran og én fra Litauen.

Det vurderes fra seruminstituttets side, at der er tale om fire smittekæder. Ved tre af smittekæderne har der været relation til rejse, skriver SSI i pressemeddelelsen.

Ingen af de smittede med varianten er døde.

Indien er i øjeblikket på vej igennem en ny bølge af coronavirus, hvor der fem dage i træk er sat rekord med over 300.000 nye smittetilfælde hver dag. Indien har omkring 1,4 milliarder indbyggere.

Når man tager højde for forskelle i befolkningsstørrelse og ser på antallet af smittetilfælde per 100.000 indbyggere, er smitten i Indien dobbelt så høj som i Danmark, men omkring det halve af Sverige og Frankrig.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også