Udbetaling af feriemidler giver stort løft i A-indkomst

Sidste år steg den gennemsnitlige A-indkomst med 4,2 procent. Fratrukket feriemidler var stigningen blot 1,0.
Udbetalingen af indefrosne feriepenge var med til at hæve den gennemsnitlige A-indkomst sidste år. | Foto: Jens Dresling
Udbetalingen af indefrosne feriepenge var med til at hæve den gennemsnitlige A-indkomst sidste år. | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Udbetalingen af de indefrosne feriemidler har sidste år været med til at give en markant stigning i den gennemsnitlige A-indkomst. Det fremgår af en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Sammenlignet med året før steg den gennemsnitlige A-indkomst før skat sidste år med 4,2 procent til 304.000 kroner. Til sammenligning lå de årlige stigninger i perioden 2013-2019 i et spænd mellem 0,4 og 1,7 procent.

A-indkomst omfatter hovedsageligt løn og pensioner, men også dagpenge samt kontanthjælp og SU. A-indkomsterne udgør cirka 90 procent af de samlede indkomster.

Årsagen til den markante stigning i A-indkomsten sidste år skyldes især de tiltag, som Folketinget har stillet til rådighed for at holde hånden under den danske økonomi.

Det gælder ikke mindst den førtidige udbetaling af de indefrosne feriemidler, der ellers først skulle udbetales ved opnåelse af pensionsalderen. Den samlede udbetaling af feriemidlerne udgjorde i gennemsnit 9400 kroner per person.

Fratrukket feriemidlerne var stigningen i A-indkomsten før skat således mere beskeden med cirka 1,0 procent i forhold til året før.

Den stigning er den laveste siden 2012, bemærker privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank.

"Det vidner om, hvor hårdt krisen ramte, hvor ledigheden på kort tid skød op med 76.000 personer sidste forår, hvortil der også var nogen, som gik ned i løn i en periode. Selv om mange er kommet i arbejde igen, så har det altså givet modvind til indkomsterne sidste år," siger Brian Friis Helmer i en skriftlig kommentar.

Vender man blikket mod det igangværende år, vurderer økonomen, at der er gode udsigter for, at danskernes indkomst også stiger i år.

Mange er nemlig kommet i arbejde igen siden sidste forår, og lønningerne er fortsat med at stige. Derudover vil den anden runde af udbetaling af feriemidler være med til at trække op på ny.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også