Køen af ledige er skrumpet med 17.500 personer i april

Trods fald i ledigheden i marts og april er det formentlig først i 2022, at coronaledigheden er væk, spår økonom.
Genåbningen af restauranter, cafeer og barer har påvirket ledighedstallene. | Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Genåbningen af restauranter, cafeer og barer har påvirket ledighedstallene. | Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
af ritzau

Den seneste måned er antallet af ledige faldet med 17.500 personer i Danmark. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet, der dagligt opgør ledigheden under coronakrisen.

Hos Arbejdernes Landsbank påpeger cheføkonom Jeppe Juul Borre, at køen af ledige er skrumpet i forlængelse af de seneste dele af genåbningen i april. 21. april fik blandt andet restauranter, caféer og barer lov til at genåbne for gæster. Samtidig falder ledigheden historisk set ofte i foråret.

"I øjeblikket er der en kraftig efterspørgsel efter arbejdskraft. Der er virkelig forårsoptimisme i luften lige nu, og det går godt for økonomien. Det smitter af på arbejdsmarkedet, hvor vi ser det her meget kraftige fald i ledigheden," siger Jeppe Juul Borre.

Ledigheden var stigende i løbet af vinteren, hvor Danmark var igennem en anden runde af nedlukning, men i løbet af marts og april har billedet været det modsatte.

"Vi har set, at hele den her pukkel af ledigheden, som nedlukningen førte med sig, er allerede indhentet og mere til. Men vi skal formentlig ind i 2022, før vi kan forvente, at hele den stigning, vi har set i ledigheden, er væk igen," siger han.

Ved indgangen af maj er 145.620 personer tilmeldt som ledige i Danmark.

Trods de seneste måneders fald i ledigheden er der samlet 14.139 flere ledige sammenlignet med tiden inden coronaudbruddet. Det er dog en markant forbedring sammenlignet med sidste år, hvor køen af ledige på et tidspunkt lå over 180.000.

At antallet af ledige er faldet, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at samtlige personer, der har afmeldt sig som ledige, rent faktisk har fået et job.

Det kan også være, at de er startet på en uddannelse, er gået på pension eller barsel eller er sygemeldt.

Blandt den gruppe, der er ledige i øjeblikket, er knap halvdelen tilmeldt en ordning for arbejdsfordeling, der giver virksomheder mulighed for at fordele arbejdet blandt de ansatte, hvis der ikke er nok arbejde til at dække alle de timer, man egentlig er ansat til. De ansatte får så en forhøjet dagpengesats i de timer og undgår til gengæld en fyreseddel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også