Regeringen præsenterer torsdag middag et udspil til en sommerhjælpepakke til en værdi på cirka 1,6 milliarder kroner Hjælpepakken skal stimulere dele af dansk økonomi.
Udspillet er rettet mod kultur- og oplevelsesøkonomien, der - ligesom store dele af samfundet i øvrigt - har været hårdt ramt af coronaudbruddet og de efterfølgende nedlukninger. Sommerhjælpepakken skal afløse en række hjælpepakker, som udløber med udgangen af juni.
Folketingets partier blev i slutningen af marts enige om at optegne rammerne for en sommerpakke målrettet forlystelsesparker, koncertsteder og andre aktører i kultur- og oplevelsesøkonomien.
TV2 skriver, at cirka 400 millioner kroner vil gå til hoteller og restauranter, mens museer og andre aktører i kulturlivet får omkring 300 millioner kroner.
Pengene skal gøre det muligt at sænke prisen på entré eller gøre det helt gratis at komme på museum eller i eksempelvis teatret. Derudover bliver 200 millioner kroner øremærket til billig transport i Danmark i form af Orange-togbilletter og nedsatte færgebilletter.
Det var i forvejen planlagt, at regeringen torsdag vil fremlægge et udspil til en sommer- og erhvervspakke. Men selve indholdet i udspillet har ikke tidligere været kendt.
På pressemødet deltager fire ministre fra den socialdemokratiske regering: finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov, erhvervsminister Simon Kollerup og kultur- og kirkeminister Joy Mogensen.
Når udspillet er blevet præsenteret, skal sommerpakken forhandles på plads med Folketingets øvrige partier.
Dansk Erhverv: Afgørende for hoteller og restauranter
Hos Dansk Erhverv mener man, på baggrund af det, der foreløbig er kommet frem, at udspillet i høj grad kan komme hoteller og restauranter i København og andre store byer til gavn.
"Vi er glade for, at pakken betoner den del af oplevelsesøkonomien, som har taget de største slag, nemlig oplevelsesøkonomien i storbyerne og især i København," siger Lars Ramme Nielsen, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, til Ritzau.
Også sidste år blev der afsat ekstra midler til kultur- og oplevelsesøkonomien i sommermånederne, ligesom den offentlige transport blev tilgodeset. Blandt andet blev færgebilletter gjort gratis for gående og cyklister i sommeren 2020, hvilket blev en stor succes målt på antal passagerer.
Mens øerne nød godt af hjælpepakkerne, havde sommerstøtten ifølge Dansk Erhverv begrænset effekt i de største byer.
"Der var en række gode tiltag sidste sommer. Men vi så også, at storbyerne og især København lå øde hen. Faktisk var der færre danskere i København i sommeren 2020 end normalt. Derfor er det helt nødvendigt, at der nu bliver lavet tiltag, der sikrer, at hoteller, restauranter og virksomheder i København får et ekstra rygstød til sommer," siger Lars Ramme Nielsen.