Antallet af konkurser falder igen - men problemer lurer

I april faldt antallet af konkurser. Konkursbølgen er udeblevet, men økonom ser problemer i horisonten.
En bølge af konkurser har endnu ikke vist sig. Men de kan lure i horisonten, når de såkaldte skattelån, der er givet mulighed for, skal betales tilbage, lyder vurdering fra cheføkonom. | Foto: Colourbox
En bølge af konkurser har endnu ikke vist sig. Men de kan lure i horisonten, når de såkaldte skattelån, der er givet mulighed for, skal betales tilbage, lyder vurdering fra cheføkonom. | Foto: Colourbox
af ritzau

Coronakrisen har stadig ikke udløst en bølge af konkurser. I april faldt antallet for tredje måned i træk. Der var 157 konkurser blandt aktive virksomheder. Det er 15,3 procent færre end i marts, viser tal fra Danmarks Statistik.

De sidste ti år har det i snit været cirka 200 konkurser om måneder.

Ifølge cheføkonom Las Olsen, Danske Bank, kan det lave antal hænge sammen med, at der er stillet lånemuligheder til rådighed - de såkaldte skattelån. De skal dog betales tilbage i 2022 og 2023, og han vurderer derfor, at vi skubber problemerne foran os. Han peger på, at krisen har ramt enkelte brancher særdeles hårdt. Og det er ikke blevet bedre de seneste par måneder.

"Selv om der nu åbnes op igen, og forbrugslysten er stor blandt danskerne, vil det ikke være nemt for alle at vinde det tabte tilbage," skriver han i en kommentar.

Det skyldes, at der stadig er restriktioner - og blandt andet turismen venter han ikke kommer op i gear lige foreløbigt. Han frygter derfor stadig en bølge af konkurser blandt restauranter, hoteller, i rejsebranchen og inden for kultur og fritid.

"Men forhåbentlig vil mange af virksomhederne få tid til at tjene penge, inden regningen endeligt falder i 2022 og 2023," vurderer han med henvisning til lånene.

Samme melding kommer fra cheføkonom Jeppe Juul Borre, Arbejdernes Landsbank, der også forventer, at antallet af konkurser vil stige.

"Udfasningen af hjælpepakker vil give et løft i konkurserne, men et højere antal konkurser skal ikke ses som entydigt negativt, selv om det kan lyde groft," skriver han i en kommentar.

Det skyldes, at det i hans optik er nødvendigt, at dynamikken - og en mere normal situation - vender tilbage.

"Der kommer desuden til at gå endnu et stykke tid, før vi ser konkursløftet, men en forestående massiv konkursbølge af coronakrisen forventer jeg simpelthen ikke kommer til at ske," vurderer han.

Konkurserne i april medførte et tab af, hvad der svarer til 606 fuldtidsjob.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også