Pfizer og IOC laver aftale om vaccination af OL-atleter

OL-deltagere kan få stik med vaccinen fra PfizerBioNTech, som har indgået en samarbejdsaftale med IOC. De nationale olympiske komitéer må samarbejde med de lokale regeringer om at føre aftalen ud i livet
Det danske håndboldlandshold, som er forsvarende olympiske mestre, og de øvrige OL-deltagere kan nu få en vaccine fra Pfizer, efter at der er indgået aftale med IOC. | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Det danske håndboldlandshold, som er forsvarende olympiske mestre, og de øvrige OL-deltagere kan nu få en vaccine fra Pfizer, efter at der er indgået aftale med IOC. | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
af ritzau

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har indgået en aftale med PfizerBioNTech, som er klar til at donere vacciner til OL-deltagere. Det oplyser IOC.

Nu er det op til de nationale olympiske komitéer at samarbejde med de lokale regeringer om at føre aftalen ud i livet. Herhjemme er det Danmarks Idrætsforbund (DIF), der har status som olympisk komité. Det kommer til at foregå i overensstemmelse med de retningslinjer, der er for vacciner i det pågældende land, skriver IOC.

Indtil videre har den danske regering afvist, at danske OL-deltagere kan springe vaccinekøen over. Andre lande har forsikret, at OL-atleter er vaccineret inden OL, som skydes i gang i Tokyo den 23. juli.

Det er dermed ikke sikkert, at torsdagens udmelding får betydning for danske atleter.

IOC understreger, at de doser, som PfizerBioNTech har tænkt sig at donere, ikke bliver trukket ud af eksisterende vaccineprogrammer rundt omkring i verden.

"Denne donation af vacciner er endnu et værktøj i værktøjskassen, der skal hjælpe os med at gøre de Olympiske og Paralympiske Lege i Tokyo sikre for alle deltagere og for at vise solidaritet over for vores japanske værter," siger IOC-præsident Thomas Bach.

Det har tidligere været fremme, at befolkningen i Japan i overvejende grad er imod, at OL overhovedet skal afvikles. Landet gennemgår i øjeblikket den fjerde coronabølge.

I en meningsmåling blandt japanerne udført af det japanske nyhedsbureau Kyodo i april svarede 72 procent af de adspurgte, at de ikke ønsker at afholde OL i landet til sommer som planlagt.

Tidligere har IOC meldt ud, at OL-atleter på IOC's regning ville blive tilbudt en kinesisk vaccine mod coronavirus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også