PolicyWatch

Corona mere end halverer antallet af kunder hos DSB

I første kvartal 2021 havde DSB 17,4 millioner kunder. Det var mere end en halvering i forhold til året før.

Der har været langt mellem passagererne hos DSB i første kvartal af 2021. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Ligesom under resten af coronaepidemien har DSB i første kvartal af 2021 kørt med færre passagerer end normalt. Det oplyser det statsejede togselskab onsdag i forbindelse med sit regnskab for de første tre måneder af 2021.

I perioden har DSB kørt med 17,4 millioner kunder. Det er under det halve i forhold til de 38,2 millioner kunder, der blev kørt med i samme periode året før.

DSB selv forklarer tilbagegangen med konsekvenserne af coronaepidemien og de restriktioner og anbefalinger, som myndighederne har meldt ud med henblik på at begrænse smittespredningen.

Så snart genåbningen gør det muligt at vinde kunderne tilbage, står DSB med en stor opgave foran sig. Det siger Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB.

"I takt med at covid-19-pandemien slipper sit tag i Danmark, skal vi vinde kunderne tilbage til den kollektive transport. Det er afgørende, at flere rejsende vælger toget, så vi sammen kan bidrage til mindre trængsel på vejene og et bedre klima," siger Flemming Jensen i en pressemeddelelse.

På økonomien har det færre antal kunder i første kvartal af 2021 betydet, at DSB's passageromsætning er endt på 506 millioner kroner. Til sammenligning lød passageromsætningen i samme periode sidste år på 1047 millioner kroner - altså lidt mere end det dobbelte.

Det er dog ikke ensbetydende med, at DSB har tjent færre penge. Tværtimod er bundlinjen kraftigt forbedret fra et minus på 119 millioner kroner sidste år til et plus på 256 millioner kroner i år.

Forbedringen hænger især sammen med ekstra betaling fra staten for at blive ved med at køre under coronaepidemien.

Mere fra PolicyWatch

Hvert eneste skib skal udarbejde en ny årlig CO2-opgørelse til EU

En gang om året skal hvert enkelt skib, der anløber en europæisk havn, udarbejde en plan over udledningen af drivhusgasser. Hvis skibet f.eks bruger vind, tæller det på positivkontoen. ShippingWatch kan afsløre hovedindholdet af EU's plan for grønne brændstoffer.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier