PolicyWatch

Panel: Et utal af fejltagelser har forværret coronakrise

En stribe dårlige beslutninger skabte en "giftig cocktail", da coronavirusset brød ud, fastslår ny rapport.

Det omfang, pandemiien udviklede sig til, kunne have været undgået, hedder det i rapport. | Foto: Fernando Souza/AP/Ritzau Scanpix

Coronakrisen er blevet forværret af en stribe dårlige beslutninger i forbindelse med udbruddet af det smitsomme virus. Det konkluderer en rapport fra det uafhængige internationale panel IPPPR.

I rapporten "Covid-19: Lad det blive den sidste pandemi" retter panelet generelt hård kritik mod Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

WHO erklærede 30. januar udbruddet for en international krise. Det burde dog være sket noget før, skriver det uafhængige panel.

I rapporten lyder det desuden, at mange regeringer ikke var tilstrækkeligt opmærksomme på, at WHO's erklæring af en international krise er organisationens "højest mulige alarm".

WHO's medlemslande anmodede i maj sidste år om, at et uafhængigt panel skulle gennemgå håndteringen af virusudbruddet.

Formænd for panelet er New Zealands tidligere premierminister Helen Clark, der også er tidligere chef for FN's udviklingsprogram, UNDP, og Ellen Johnson Sirleaf, der er tidligere præsident i Liberia og nobelprismodtager.

"For panelet står det klart, at en kombination af ringe strategiske beslutninger, manglende vilje til at håndtere ulighed og et ukoordineret system skabte en giftig cocktail, der tillod, at pandemien udviklede sig til en katastrofal humanitær krise," lyder det i rapporten.

Her anbefaler panelet også en række forbedringer af WHO.

"Den situation, som vi befinder os i i dag, kunne have været undgået. Det er opstået på baggrund af et utal af fejltagelser, mangler og forsinkelser i beredskab og håndtering," siger panelformand Ellen Johnson Sirleaf.

Det er blandt andet manglende tiltag i februar sidste år, der kan have haft omfattende konsekvenser, konkluderer panelet.

"Det er helt åbenlyst for panelet, at februar 2020 var en tabt måned. Det var her, at tiltag kunne og skulle have været indført for at begrænse epidemien og afværge pandemien," lyder det.

Mere fra PolicyWatch

De Linde-højhus på Aarhus Havn sikret politisk flertal

Borgmesterpartiet i Aarhus stemmer ja til et 139 meter højhus på Mindet på tirsdagens byrådsmøde, og dermed er der flertal for projektet, som også har støtte fra V og K. Enhedslisten og SF stemmer imod projektet som Olav de Linde står bag.

Hvert tredje nyudlån vil blive ramt af Risikorådets forslag

Særligt de yngre boligkøbere vil mærke effekten, hvis Det Systemiske Risikoråds anbefaling om at begrænse afdragsfrie lån bliver gennemført. Rådet forventer, at forslaget "kun i begrænset omfang" vil påvirke prisudviklingen på boligmarkedet.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier