Det skal være slut med danske affaldsbjerge

Dansk Industri og Danmarks Naturfredningsforening vil stoppe Danmarks rekord på 842 kilo affald per dansker.
Foto: Joachim Ladefoged/JPA
Foto: Joachim Ladefoged/JPA
AF RITZAU

Hver dansker smider 842 kilo affald ud. Hvert år. Allerede 26. marts overskred vi grænsen for, hvad vi i Danmark i hele 2021 kan tillade os at bruge af klodens ressourcer.

Derfor skal danskerne genbruge langt mere.

Et nyt fælles udspil fra Dansk Industri (DI) og Danmark Naturfredningsforening (DN) skal nedbringe hver danskers affald med mindst 20 procent inden 2030.

DN og DI appellerer til politikerne om at vedtage en national strategi, som begrænser affald og øger genbrug.

De peger på fem konkrete forslag, som blandt andet sætter ind over for de enorme mængder af takeaway-emballage samt sikrer en grønnere brug af håndværkerfradraget.

"Der har de senere år været meget fokus på, hvad vi stiller op med alt det affald, vi producerer. Men det er ikke nok."

"Sammen med DI ønsker vi et mål, så der i 2050 slet ikke er affald, fordi vi genanvender og reparerer," siger Danmarks Naturfredningsforenings præsident Maria Reumert Gjerding.

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, siger, at Danmark ligger i bunden i Europa målt på affald - på trods af de store danske ambitioner på klima og miljø.

"Det kan vi gøre bedre, og det er der også en god forretning i for virksomhederne," siger han.

Blandt andet foreslår DI og DN at udvide det eksisterende håndværkerfradrag, så det også omfatter reparationer af produkter i hjemmet.

I dag afholder udgiften til reparation mange forbrugere fra at fixe den gamle maskine, så de i stedet køber en ny.

Knap ni procent af alle husstande udskifter vaskemaskinen i løbet af et år. Det svarer til 220.000 solgte maskiner årligt.

Undersøgelser har vist, at næsten hver fjerde af de kasserede husholdningsapparater, der ryger på genbrugspladsen, kunne bruges igen - uden reparation.

Camilla Haustrup Hermansen er medejer af fødevareemballagevirksomheden Plus Pack i Odense. Hun er glad for det nye udspil og kalder det en bunden opgave.

"Der er ingen vej udenom. Ellers kommer vi til at drukne i affald i 2060 i en verden med ti milliarder mennesker"

"Det er ikke nok at sortere og genanvende. Vi skal undgå at skabe affald ved at forlænge produkternes levetid og vænne os til reparere dem hen ad vejen."

"Vi har jo lært at aflevere vores pantflasker. Så kan vi også lære det her," siger hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også