Sygeplejerskekonflikt kan koste operationsaflysninger fredag

Konflikt mellem sygeplejersker og Danske Regioner kan komme til at koste aflyste operationer i massevis.
Foto: Philip Davali
Foto: Philip Davali
af ritzau

Netop nu forsøger sygeplejerskerne at få forhandlet en overenskomst på plads med Danske Regioner.

Hvis det ikke sker, kan det betyde strejke blandt sygeplejerskerne landet over fra fredag.

Det har fået Region Midtjylland til at forberede sine patienter på, at behandlinger og operationer kan blive udskudt. Men regionen vil først officielt begynde at udskyde sine aftaler fra torsdag.

Det siger koncernchef i Region Midtjylland, Ole Thomsen.

"Vi har skrevet til dem, der skal opereres fredag, at de skal holde øje med deres e-Boks torsdag i tilfælde af aflysning," lyder det.

"Officielt vil vi dog ikke aflyse endnu, skulle strejken blive afblæst."

Isoleret set kan det for Aarhus Universitetshospital, der hører under Region Midtjylland, komme til at koste aflysninger af et stort tocifret antal operationer, siger Ole Thomsen.

"Derudover vil der være rigtig mange ambulante besøg, der handler om kontrol eller undersøgelse, som også er i farezonen for at blive udskudt," siger han.

Skulle Region Midtjylland være nødsaget til at aflyse en masse operationer og behandlinger, kan det lægge pres på en i forvejen presset kalender, siger koncerndirektøren.

"Det kommer til at presse hele efterårskalenderen," siger han.

"Jeg tror, det kan få flere patienter til at søge ud mod privathospitaler. Det står jo også dem frit for at behandle de mennesker, der ikke kommer til hos os."

Region Syddanmark oplyser i et skriftligt svar, at man hurtigst muligt vil kontakte berørte personer, hvis det ender med en konflikt.

Imens skriver Region Hovedstaden, at man afventer forhandlingerne. Her vil man først begynde at aflyse, hvis konflikten mellem parterne bliver en realitet.

Ole Thomsen fra Region Midtjylland siger, at et nødberedskab er forhandlet på plads mellem regionen og Dansk Sygeplejeråd (DSR), således at kritiske funktioner på hospitalet opretholdes trods en strejke.

"Jeg tror egentlig, at DSR har forsøgt at få aflyst så meget som muligt i de forskellige regioner, men de er med på, at det ikke skal gå ud over dem, der ikke kan tåle en aflysning," siger han.

DSR respekterer for eksempel kræftpatienterne, siger koncerndirektøren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også