Regeringen: Danmarks økonomi vokser lidt mere end ventet

Regeringen forventer vækst på 2,4 procent i bruttonationalproduktet i år, viser tal fra Økonomisk Redegørelse.
Ifølge regeringens Økonomiske Redegørelse offentliggjort af Fiansministeriet forventes en vækst i bnp på 2,4 procent i år. | Foto: Emil Agerskov
Ifølge regeringens Økonomiske Redegørelse offentliggjort af Fiansministeriet forventes en vækst i bnp på 2,4 procent i år. | Foto: Emil Agerskov
af Ritzau

Det ser fortsat godt ud for Danmarks økonomi i takt med, at coronakrisen aftager, og dagligdagen er begyndt at vende tilbage.

Sådan lyder det i regeringens Økonomiske Redegørelse, som Finansministeriet tirsdag har offentliggjort. Her fremgår det, at der ventes en vækst på 2,4 procent i bruttonationalproduktet (bnp) i år.

Det er en opjustering i forhold til den forventede vækst på 2,1 procent, som Finansministeriet meldte ud i april i forbindelse med Danmarks Konvergensprogram 2021.

"Efter vinterens smittebølge og nedlukning i dele af økonomien er der nu igen stærk fremgang i dansk økonomi," fremgår det i Økonomisk Redegørelse.

"Detailsalget er for eksempel steget betragteligt, og ledigheden er faldet, så den nu ligger under efterårets niveau."

Næste år ventes væksten at blive på 3,6 procent af bnp, mens forventningen i april lå på 3,8 procent, så en del af væksten er således blevet fremrykket.

I december sidste år, da Økonomisk Redegørelse senest blev offentliggjort, ventede man vækst i bnp på 2,8 procent i år.

Siden fulgte en omfattende nedlukning, som førte til, at forventningerne blev nedjusteret, da konvergensprogrammet blev præsenteret i april.

I Økonomisk Redegørelse fremgår det også, at regeringen i år forventer et underskud på de offentlige finanser på 74,1 milliarder kroner, hvilket svarer til 3,1 procent af bnp.

Næste år forventes underskuddet at svinde ind til cirka 15,9 milliarder kroner, som svarer til 0,6 procent af bnp. Til næste år ventes den økonomiske aktivitet desuden at være højere end før coronakrisen, og der vil være flere beskæftigede.

Beskæftigelsen ventes af stige med 46.000

Cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank Cepos Mads Lundby Hansen kalder coronakrisen for "en klassisk udbudskrise".

Han siger i en skriftlig kommentar, at tallene viser, at dansk økonomi springer frem, så snart man genåbner.

"I det perspektiv betragter jeg den seneste sommerstimulipakke som spild af skatteydernes penge," siger han med henvisning til, at regeringen har afsat omkring 1,6 milliarder kroner til forskellige initiativer.

"Det samme kan siges om stimulidelen af den seneste finanslov, hvor man blandt andet ekspanderede boligjobordningen, selv om byggebeskæftigelsen steg markant. Selv om vi har supersunde offentlige finanser, er der ingen grund til at stifte ekstra gæld til unødvendig stimuli," siger Mads Lundby Hansen.

Til næste år ventes den økonomiske aktivitet desuden at være højere end før coronakrisen, og der vil være flere beskæftigede.

Beskæftigelsen ventes at stige med 46.000 personer i år og næste år samlet set. Det skal ses i forhold til et fald i beskæftigelsen på 22.000 personer sidste år, da coronakrisen ramte hårdt.

Cheføkonom i Dansk Industri (DI) Allan Sørensen peger på, at beskæftigelsen er ramt forskelligt på tværs af brancher.

"Det er afgørende, at virksomhederne kan skaffe medarbejdere, så vi kan få sat fart på væksten igen. Det vil være ærgerligt, hvis væksten bremser op igen som følge af mangel på medarbejdere. Der er stadig stor forskel i udviklingen på tværs af brancher. Industrien og byggeriet er kommet godt igennem den seneste nedlukning, mens rejsebranchen og kulturområdet stadig hænger kraftigt i bremsen," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også