Kommunernes brug af revalidering fortsætter med at falde markant. Trods politisk fokus på beskæftigelse for mennesker med handicap, så falder brugen af et af de bedste værktøjer til at skabe job for mennesker med handicap – nemlig revalidering.

I januar 2018 blev der bevilget knap 5.000 revalideringer. I maj 2021 var tallet faldet til 2.500, altså en halvering. Til sammenligning modtog 16.792 personer en revalidering i 2011 for ti år siden. Et meget bekymrende fald.

Min medlemsgruppe, ulykkespatienter, har typisk brug for omskoling efter en ulykke. Hvis de tidligere har været fx tømrer, så bliver nogen måske omskolet til kontorarbejde efter en ulykke, og de får dermed stadig en plads på arbejdsmarkedet. Denne mulighed forsvinder, hvis brugen af revalidering som værktøj til at hjælpe mennesker med handicap ud på arbejdsmarkedet forsvinder.

Hvad vil ministeren?

Når jeg læser Fagbladet 3F fra 16. maj 2021, kan jeg på den ene side glæde mig over, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fortsat bakker op om den tidligere ministers mål om 13.000 flere mennesker med handicap i arbejde, men jeg kan også undre mig over, at ministeren ikke er mere ambitiøs, og der samtidig er en markant mindre brug af revalidering i hans ministerperiode.

En årsag til den mindre brug af revalidering kan måske skyldes finansieringen af denne? Statens refusioner af kommunernes udgifter til revalidering følger den såkaldte refusionstrappe, hvilket vil sige, at refusionen er faldende over tid fra 80 pct. de første 4 uger, 40 pct. fra uge 5-26, 30 pct. fra uge 27-52 og 20 pct. fra 53. uge med ydelse - det vil sige, at kommunerne kan have en interesse i at finde kortere og dermed mindre udgiftskrævende tilbud.

Manglende viden i jobcentrene

Ud over fokus på revalidering er der også en lang række andre værktøjer, man kan fokusere på. Mange af dem findes faktisk allerede i lovgivningen, de skal bare ud og bruges til gavn for borgere med handicap.

Både egne og andre undersøgelser peger på, at der er en udfordring med viden om mennesker med handicap i jobcentrene. Der er allerede nu formelle regler om, at der skal være en medarbejder med den fornødne viden i jobcentret, men vi hører desværre fra tid til anden, at det er der ikke altid på grund af jobskifte, ferier, orlov med videre. Det betyder, at jobcentrene og dermed også mange virksomheder mangler viden om de handicapkompenserende ordninger, der findes rettet mod arbejdsmarkedet.

Mennesker med fysisk handicap kan i mange tilfælde få bevilliget en handicapkompenserende ordning, der kompenserer for de barrierer, som vedkommende møder i forhold til job. Det kan fx være assistance, der hjælper med de ting, som personen med funktionsnedsættelse ikke selv kan på grund af sin funktionsnedsættelse.  Tilsvarende indikerer UlykkesPatientForeningens egne medlemsundersøgelser, at vores medlemmer ikke i fornødent omfang har kendskab til mulighederne for støtte på arbejdsmarkedet.

Ud over de kompenserende muligheder og støtteordninger kan man også overveje at sætte hårdere ind i forhold til beskæftigelsesministerens målsætninger. Årligt fastsætter beskæftigelsesministeren nogle mål over for landets jobcentre. For 2021 hedder et af målene:

Flere personer med handicap skal i beskæftigelse (videreført fra 2020).

Her kan vi med tilfredshed se, at mennesker med handicap og beskæftigelse er et af jobcentrenes indsatsområdet for de sidste par år og i år. Det mål bør gentages for 2022.

Manglende statistik

En anden udfordring på området er, at vi reelt set ikke ved med sikkerhed, hvor mange mennesker med handicap, der allerede nu er ude på arbejdsmarkedet, og vi ved dermed heller ikke med sikkerhed, hvor mange der er på arbejdsmarkedet, som er ved at ryge ud af arbejdsmarkedet af den ene eller anden grund.

Her må anbefalingen være, at der kommer et øget fokus på at få styrket statistikken omkring mennesker med handicap og beskæftigelse. Kun hvis vi i virkeligheden kender problemet til bunds, kan vi sammen finde de optimale løsninger og ikke mindst se, om de har en effekt, når de anvendes.

Tilbage i 1960’erne skulle en stor gruppe polioramte børn ud på arbejdsmarkedet efter den store polioepidemi i 1952-53. Mange af dem havde forskellige former for lammelser og andre former for fysisk svækkelse, men med en målrettet indsats fra det offentliges side lykkedes det faktisk at få denne gruppe ud på arbejdsmarkedet. Rent faktisk med så stor succes, at deres uddannelsesniveau og beskæftigelsesgrad lå over befolkningen som sådan.

Det illustrerer, at det er muligt at få mennesker ud på arbejdsmarkedet, hvis ellers de har en relevant uddannelse. Det er godt for den enkelte, og det er godt for samfundsøkonomien. Ikke mindst i en tid, hvor flere arbejdsmarkedseksperter advarer om mulige flaskehalse på arbejdsmarkedet, er det nu, vi skal have udvidet arbejdsudbuddet og hjulpet mennesker med handicap ud i beskæftigelse. Det kan og bør fx ske ved at standse faldet i revalideringer og øge brugen.