Spanien åbner grænserne for vaccinerede turister

I håbet om at få gang i den afgørende turismesektor åbner Spanien grænserne for vaccinerede turister.
Spanien kæmper for at få gang i sin kriseramte turismeindustri. | Foto: Siu Wu/AP/Ritzau Scanpix
Spanien kæmper for at få gang i sin kriseramte turismeindustri. | Foto: Siu Wu/AP/Ritzau Scanpix
af Ritzau/AFP

Vaccinerede turister fra hele verden kan fra mandag få lov at rejse ind i Spanien. Håbet er, at det kan bidrage til at få gang i turismesektoren, som har været hårdt ramt af pandemien.

"Spanien er en sikker destination," siger sundhedsminister Carolina Darias og tilføjer, at landet er i gang med at "genvinde sin globale lederrolle i forhold til turisme".

Europæere, som ikke er vaccinerede, har indtil nu kunnet rejse ind i Spanien med en negativ PCR-test. Fra mandag gælder også den billigere antigen-test - eller lyntest.

Den spanske turistbranche har dog med skuffelse kunnet notere, at Storbritannien endnu ikke har fjernet Spanien fra listen over risikolande. Det betyder, at briterne, som i normale år bidrager i stort omfang til omsætningen, skal i karantæne, når de vender hjem.

I 2019 kom en femtedel af alle 83,5 millioner turister, som ankom til Spanien, fra Storbritannien.

Udenrigsministeriet i Danmark anbefaler generelt, at man undlader at foretage ikke-nødvendige rejser til Spanien. Dog er der undtagelser for regionerne Asturien, De Baleariske Øer, Extremadura, Galicien, De Kanariske Øer, Murcia, Valencia og Cantabrien. Her gælder det, at man skal være "ekstra forsigtig".

Spanien var i 2020 en af de vestlige økonomier, som var hårdest ramt af pandemien med et fald på 10,8 procent i landets bnp.

Den spanske regering har sat et mål om at få 45 millioner turister til landet inden slutningen af året. Ved slutningen af april havde der indtil videre kun været 1,8 millioner besøgende.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også