DBU: Vi bliver ikke klar til 25.000 fans mod Finland

Lettelser i restriktioner kan ikke nå at blive implementeret i Parken til danmarks første EM-kamp. Derfor må det danske landshold nøjes med 15.900 tilskuere i ryggen mod Finland lørdag i stedet for de 25.000, som politikerne har givet lov til.
DBU skal vide præcis, hvem der sider hvor på stadion. Det puslespil er lagt til Danmakrs første EM-kamp mod Finland på lørdag. DBU kan ikke nå på to dage at føje over 9.000 ekstra brikker til og lave særlige planer for ankomst. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
DBU skal vide præcis, hvem der sider hvor på stadion. Det puslespil er lagt til Danmakrs første EM-kamp mod Finland på lørdag. DBU kan ikke nå på to dage at føje over 9.000 ekstra brikker til og lave særlige planer for ankomst. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
af ritzau

Dansk Boldspil-Union (DBU) bliver ikke klar til at lukke 25.000 tilskuere ind i Parken til den første EM-kamp mod Finland lørdag. Det oplyser administrerende direktør Jakob Jensen.

"Det kan vi ikke nå, men vi kan forhåbentlig nå det til de to næste kampe," siger Jakob Jensen.

"En ting er en politisk virkelighed. En anden er en virkelighed, hvor der er praktiske ting, der skal falde på plads, og det bliver ikke let. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt. Vi har hele tiden arbejdet for flere fans. Men hvis man virkelig ville have haft 10.000 ekstra fans i Parken lørdag, skulle man have indgået en politisk aftale på et andet tidspunkt end i nat," siger Jakob Jensen.

Dermed vil der til den første kamp være 15.900 tilskuere i Parken.

Regeringen og et flertal af Folketingets partier er ellers blevet enige om, at der kan lukkes 25.000 tilskuere ind til EM-kampene i Parken. Det blev en realitet natten til torsdag som led i en aftale om yderligere genåbning.

"Det er rigtig, rigtig glædeligt, at der er flere danske fans, der kan få muligheden for at komme til EM," siger Jakob Jensen.

DBU skal vide præcis, hvem der sidder på hvilken plads

Rent praktisk er det et større og tidskrævende arbejde at få billetplan, tidsplan og den påkrævede registrering af tilskuere til at gå op, når tilskuertallet skal løftes med 10.000. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre inden lørdagens kamp, slår han fast.

"Lige nu er stadion indrettet sådan, at der sidder et menneske på hvert andet sæde. Hvis vi skal have flere ind, skal der sidde et menneske på hvert sæde."

"Hvis man skal ind og se fodbold med konen, så skal man, som det er nu, sidde med en tom plads imellem sig. Hvis vi skal sælge en ekstra plads, skal der pludselig sidde en fremmed på det tomme sæde. Det vil ikke være helt lige så hyggeligt. Så kan man sige: ”Kan I så ikke bare bytte plads?” Nej, det må man ikke. Vi skal registrere og vide præcis, hvem der sidder på hvilken plads, og vi har lagt tidsplaner for, hvornår folk skal ankomme, så de ikke stimler sammen. Den plan skal så udbygges med 10.000 flere tilskuere," siger Jakob Jensen.

Han opfordrer til, at de danske fans, der nu må have fået forhåbninger om en billet, forholder sig i ro og afventer en klar udmelding fra DBU. Det er nemlig ikke DBU, der står for billetsalget. Det gør Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa.

"Det er Uefas billetter, så vi skal snakke med dem, og det er vi allerede i gang med," siger Jakob Jensen.

Han kan dermed heller ikke sige, hvordan de 10.000 nye billetter kommer til at fordele sig mellem danske og udenlandske fans.

Danmarks kampe mod Belgien og Rusland spilles henholdsvis 17. og 21. juni.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også