Hver fjerde støtter politisk indgreb i sygeplejerskekonflikt

Der skal gribes ind i konflikt, selv om sygeplejersker ikke får opfyldt krav, mener 27,3 procent i ny måling.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Foto: Ida Guldbæk Arentsen
af ritzau

Lidt flere end hver fjerde borger støtter et politisk indgreb i den sygeplejerskekonflikt, som har varet i over en måned. Det viser en ny måling foretaget af analyseinstituttet Voxmeter for Ritzau.

27,3 procent svarer ja til, at de går ind for et politisk indgreb, som afslutter konflikten, også selv om det betyder, at sygeplejerskerne ikke får opfyldt deres krav om eksempelvis mere i løn.

52,6 procent ønsker ikke et politisk indgreb, mens 20,1 procent svarer "ved ikke".

For lidt over en måned siden indledte knap 5000 sygeplejersker strejken. Dansk Sygeplejeråd har siden varslet en udvidelse af strejken, og i august udvides strejken med cirka 1000 sygeplejersker til i alt knap 6000.

Tilslutningen til et politisk indgreb er steget over de seneste uger. I en Voxmeter-måling fra juni sagde 22,3 procent ja, mens 58,9 procent sagde nej.

Den bevægelse kalder Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, naturlig. Hun kan godt se for sig, at politikerne blander sig.

"Politiske indgreb kan jo have forskellig karakter. Med den erfaring vi har fra politiske indgreb, kan jeg godt se det for mig, uden at det behøver at betyde, at vi ikke får noget af det, vi rent faktisk kæmper for. Der kan jo lægges nogle forskellige dele ind i et politisk indgreb, som gør, at man faktisk anerkender den opbakning, der er til os og vores løn," siger hun.

Der skal findes flere penge

Også fra politisk hold er der flere, som mener, at der er behov for indblanding.

Tirsdag opfordrede Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, statsminister Mette Frederiksen (S) til at indkalde til politiske forhandlinger.

Forhandlingerne skal dog ikke udmunde i lovindgreb, som ellers er den sædvanlige måde at afslutte en konflikt politisk, lød det. Der skal blot findes flere penge, mener Villadsen.

Grete Christensen erklærer sig enig.

"Det skal løses politisk, og sygeplejerskerne har behov for, at der kommer en meget klar melding om, at det betyder, at de får nogle lønstigninger. Det her udstiller forhandlingsmodellen på det offentlige område, hvor arbejdsgiverne ikke har meget at gøre med, fordi rammerne er udstukket fra Christiansborg," lyder det.

Medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd har to gange afvist de overenskomster, som arbejdsgiverne og lønmodtagerne i kommuner og regioner var nået frem til.

Den nye måling fra Voxmeter er gennemført mellem 15. og 20. juli med svar fra 1014 borgere over 18 år.

Enhedslisten vil have politisk indblanding i sygeplejerske-strejke 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også