Andelen af ufaglærte i ældreplejen er næsten fordoblet på fire år

Kommunerne ansætter flere ufaglærte i ældreplejen. På fire år er andelen steget fra 13 til 22 procent.
Andelen af ufaglærte i ældreplejen er steget fra 13 til 22 procent i perioden 2017 til 2021. | Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Andelen af ufaglærte i ældreplejen er steget fra 13 til 22 procent i perioden 2017 til 2021. | Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
af ritzau

Antallet af ufaglærte i ældreplejen er steget fra 13 til 22 procent i perioden fra 2017 til 2021. Det viser en opgørelsen fra fagforeningen FOA.

Ifølge Torben Hollmann, der er sektorformand i FOA, er stigningen dramatisk, og de flere ufaglærte går ud over kvaliteten i plejen af de ældre.

"Vi er stærkt bekymrede, for det har stor betydning for det personale, der er faglærte. De skal løbe hurtigere, og de får flere opgaver. Samtidig får det også konsekvenser for kvaliteten af ældreplejen," siger Torben Hollmann.

Ifølge Torben Hollmann er ældreplejen i dag et sted, hvor det er nødvendigt med kompetencer for at kunne varetage jobbet.

"Det siger sig selv, at hvis man ikke har en uddannelse, kan man være nok så flink og rar, men den ældrepleje, vi har i dag, kræver, at man også har nogle sundhedsfaglige kompetencer," siger han.

Stigningen svarer til, at der næsten er ansat 8000 flere ufaglærte fra 2017 til 2021.

Det er langt fra ens i alle kommuner. I 30 kommuner ligger niveauet over 25 procent, og i 10 kommuner ligger andelen omkring 10 procent eller under. I Rudersdal Kommune er tallet oppe på 35 procent, mens det i Fredericia Kommune kun er 5 procent, der er ufaglærte.

Ifølge Torben Hollmann er det stigende antal ufaglærte et symptom på dårlige løn- og arbejdsforhold.

Samtidig mener han, at kommunerne ikke har været gode nok til at anerkende problemerne med at få de unge ind på social- og sundhedsassistent-uddannelsen.

"Vi kan lave et quickfix, hvis kommunerne begynder at anerkende det her problem og giver nogle ordentlige løn- og arbejdsforhold og mulighed for at bruge sine kompetencer. På den lange bane skal vi have gjort de unge interesseret i at tage den her uddannelse," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også