Strejke blandt bagageansatte giver forsinkelser i Kastrup

Bagagemedarbejdere i Københavns Lufthavn har haft nedlagt arbejde i otte timer, hvilket giver forsinkelser.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
AF RITZAU

En række flyafgange er torsdag forsinket i Københavns Lufthavn.

Årsagen er, at bagagemedarbejdere i lufthavnen fra virksomheden SAS Ground Handling (SGH) strejker og er gået til fagligt møde.

SGH er et af flere firmaer i lufthavnen, som sørger for at håndtere den bagage, som passagerer bringer med på deres flyvninger.

Ifølge Fagbladet 3F begyndte strejken klokken 8.45 torsdag morgen, hvor de ansatte fra SGH nedlagde arbejdet. Det er fortsat gældende 16.30, oplyser Københavns Lufthavn.

Arbejdsnedlæggelsen betyder, at det kun har været chefer fra SGH, som har været tilbage til at håndtere den bagage, som firmaet skulle tage sig af.

Der er torsdag eftermiddag forsinkelser på en stribe flyafgange - særligt hos SAS - på mellem 40 minutter og op til en time og tyve minutter.

Det rammer primært SAS, da SGH er det selskab, som står for at flytte bagage hos SAS, der også ejer selskabet.

Bagagepersonalet strejker ifølge Fagbladet 3F blandt andet grundet utilfredshed med, at der ikke er mulighed for at planlægge sin arbejdstid og masser af weekend- og nattearbejde.

Strejken kommer ifølge fagbladet i kølvandet på, at SAS har opsagt aftalerne med fagforeninger og nu selv dikterer ringere løn- og arbejdsvilkår.

"Vi frygter ustabilitet, når hele fundament med lokale aftaler om arbejdsforhold skrider. De aftaler er en grundforudsætning, når man har at gøre med skifteholdsarbejde," siger Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup.

"Jeg håber selvfølgelig, at parterne kan finde hinanden og opfordrer vores medlemmer til at gå tilbage på arbejde, da arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig," siger han til Fagbladet 3F.

Hos SAS kan midlertidig pressechef Alexandra Lindgren Kaoukji fortælle, at der er forventning om, at de ansatte genoptager deres arbejde så hurtigt som muligt.

"Vi beklager virkelig, at vores passagerer er påvirket af dette, netop når de kan begynde at rejse igen efter pandemien."

"Det er beklageligt, at man vælger at handle på en sådan måde, da vores passagerer skal kunne forvente, at de kan komme ud at rejse, som de har planlagt," siger Alexandra Lindgren Kaoukji.

Københavns Lufthavn opfordrer alle rejsende til at holde sig opdateret om situationen på lufthavnens hjemmeside.

"Arbejdsnedlæggelse hos et handlingsselskab giver mindre forsinkelser for nogle afgange, men påvirker ikke øvrig drift, står der på hjemmesiden."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også