Erhvervsminister Simon Kollerup efter milliardpakker til erhvervslivet: »Jeg vil gerne sige tak«

Erhvervsminister Simon Kollerup har været forhandlingsleder på 26 politiske aftaler under coronakrisen. Det hårde arbejdspres kostede ham en sygemelding med mavesår, men lærte ham også noget vigtigt.
Erhvervsminister Simon Kollerup. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
Erhvervsminister Simon Kollerup. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
af jette aagaard

Da coronakrisen ramte i marts 2020, blev erhvervsminister Simon Kollerups (S) dagsorden ryddet. Alle de forberedte temaer blev skubbet ud. Nu handlede det pludselig om akut krisehåndtering for ham og resten af ministeriets ansatte.

»Der er brugt alle de timer, der har været tilgængelige i døgnet på at passe godt på os alle sammen i denne coronapandemi,« siger Simon Kollerup, mens coronakrisens tåger og restriktionerne begynder at lette.

Flere end 400.000 ansøgninger fra erhvervslivet er siden da behandlet, og status er, at over 40 mia. kr. i hjælpepakker til de danske virksomheder er udbetalt fra statskassen.

Til gengæld er ledigheden faldende, ligesom der endnu ikke tegner sig et billede af konkursboom. Det har efterladt Simon Kollerup taknemmelig.

»Jeg vil egentlig gerne sige tak til dansk erhvervsliv generelt og til den enkelte virksomhed, hvor vi har set et samfundssind, der gør en stolt af at være dansker,« siger han.

Han siger, at han har »set verdens bedste og stærkeste samfundsmodel være på arbejde« under coronakrisen. Han peger bl.a. på erhvervslivets corona-enhed, hvor han oplevede erhvervslivet rykke sammen med politikerne for at finde løsninger.

»I sidste ende er det også det, der gør, at vi i dag står et sted, hvor ledigheden er faldende, og hvor vi taler om mangel på arbejdskraft, før vi overhovedet er trådt det sidste skridt ud af coronaens skygge. Vi har ikke set de konkurser, som vi havde frygtet, og vi har set en dansk samfundsøkonomi komme ud af de værste måneder i coronakrisen med meget flotte tal. Det er takket være det tætte samarbejde, vi har haft,« siger han.

Han er ikke blind for, at der har været bump på vejen undervejs. Aftaler, som ramte skævt. Aftaler, der kom lidt for sent – og en implementering, hvor det tog lang tid, før pengene nåede ud til virksomhederne.

Sådan er det, »når man asfalterer, mens man kører med enormt høj hastighed i ukendt terræn,« siger han og bider mærke i, at bumpene ret hurtigt blev jævnet ud.

»Løsningerne skulle virke ude i virkeligheden, og det skulle virke med det samme. Det er anderledes fra normale politiske aftaler, hvor der som regel er et implementeringsforløb,« siger han.

Tilbage efter sygemelding med anden bevidsthed

Det er ikke kun coronakrisen, der har gjort det sidste år anderledes for den 35-årige socialdemokrat, der med udnævnelsen til erhvervsminister i Mette Frederiksens regering fik sin første ministerpost.

I januar måtte han lade sig sygemelde med et mavesår. Det skete efter en periode med hårdt arbejdspres og meget lidt tid på til hustruen og deres to børn på henholdsvis syv og otte år. Ministeriet har talt op og er nået frem til, at Simon Kollerup har været forhandlingsleder på 26 politiske aftaler under coronakrisen.

»De 26 politiske aftaler er jo ikke bare 26 dokumenter. Bag dem ligger lange og intense forhandlingsforløb hver evig eneste gang. Der kan man have nok så professionel en tilgang til sit arbejdsliv, men det kræver menneskelige ressourcer, energi, tid, og det har selvfølgelig også trukket veksler helt generelt,« siger han.

»Den kadence og det pres, der har været i den periode – det er ikke nødvendigvis supersundt, men det var nødvendigt. Men det sætter sig selvfølgelig.«

Sygemeldingen var – selv sagt på nordjysk – hård, men oplevelsen har efterfølgende givet refleksion over, hvordan Simon Kollerup selv kan tage større kontrol over sin travle kalender.

»Sygemeldingen gjorde, at da jeg vendte tilbage til den politiske arena igen, var det med en helt anden bevidsthed om, hvordan dygtig politisk ledelse skal eksekveres, og hvad tidsstyring er. Det kan jeg godt se i dag her i sommeren 2021, men det var ikke nemt at se i januar,« siger Simon Kollerup.

»Jeg har en lyst og et drive til at skulle være med i dansk politik i mange år, og derfor har jeg også måttet sikre, at min tilgang var professionel og bæredygtig.«

Han fortæller om »en meget strammere styring af min egen tid og kalender, og jeg prioriterer benhårdt, hvilke sager det er vigtigt, at jeg kaster min fulde energi ind i, og hvilke sager jeg kaster en delmængde af min energi ind i, for det er man nødt til som minister.«

»I dag er jeg glad for at have fået muligheden for at styrke den måde, jeg arbejder på. Jeg er 100 pct. tilbage, men jeg går til mit arbejde på en anden måde end før.«

Har lyttet til virksomheder og lønmodtagere

Igennem foråret er en debat om netop corona-ordningerne til erhvervslivet blusset op. Er det hjælpepakker eller kompensationsordninger for politisk påførte tab? Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen gik til stålet, da han sagde til Finans, at dansk erhvervsliv ikke har fået hjælp.

Men den køber erhvervsminister Simon Kollerup ikke.

»Vi har hjulpet dansk erhvervsliv med de ordninger, der er blevet skabt af meget brede flertal i Folketinget. Hvad man kalder det, har ikke min store interesse. Jeg er glad for, at så mange virksomheder og lønmodtagere er kommet godt igennem krisen,« siger han.

Den såkaldte Grønnegård-rapport om håndteringen af coronakrisen har fastslået, at tilpasninger og udvidelser af hjælpepakkerne udviklede sig til en »efterspørgselsdrevet proces«, hvor erhvervsorganisationerne havde stor indflydelse. Det erkender Simon Kollerup gerne.

»I en krisesituation giver det i min bog utrolig god mening at lytte til dem, der er tættest på der, hvor krisen slår igennem økonomisk. Det er de lønmodtagere, der risikerer at miste deres arbejde, fordi kriser altid efterlader et kæmpe hul i arbejdsmarkedet. Og tilsvarende for økonomien i vores virksomheder, hvor indtjeningen med et fingerknips er væk,« siger han.

Hvem skal samle regningen op?

»Den ”regning”, som folk taler om, er jo meget mindre, end hvad vi frygtede, da vi så ind i de første uger og måneder af coronakrisen,« siger han.

I Dansk Erhverv har Brian Mikkelsen ikke lagt skjul på, at han var bekymret for, om politikerne kunne få gode ideer og pålægge virksomhederne nye skatter og afgifter som tak.

Enhedslisten har fremlagt forslag om en sådan coronaskat, og ifølge politisk ordfører Karsten Hønge er SF også på vej med et forslag om en skat, der skal omfordele mellem coronakrisens vindere og tabere blandt virksomhederne.

Men en sådan løsning ser erhvervsministeren ikke for sig.

»Jeg glæder mig over et erhvervsliv, der er i fremgang og i vækst igen. Det skaber grundlaget for, at tusindvis af danske lønmodtagere, der under coronakrisen kunne bevare deres job, nu ser ind i en ny tid, hvor nye job vil opstå,« siger han.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også