Hoteller savner turister og efterlyser mere reklame for Danmark

VisitDenmark har i år brugt et trecifret millionbeløb på at markedsføre Danmark for udenlandske turister. Svært at målrette reklamer, lyder det fra Visit Copenhagen.
Hotel Scandic i Kastrup | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Hotel Scandic i Kastrup | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af ritzau

Vaccineudrulninger og et EU-coronapas har ikke lokket tilstrækkeligt med turister til Danmark, og derfor skal Danmark markedsføres mere.

Det mener hotelkæden Scandic og brancheforeningen Horesta, der repræsenterer hoteller, restauranter og turismeerhvervet.

"Det handler om at få signaleret til turisterne, at der er åbent," siger Kristian Nørgaard, der er politisk chefkonsulent i Horesta.

VisitDenmark har allerede brugt i omegnen af 100 millioner kroner i år på at lokke tyskere, svenskere, nordmænd og hollændere til Danmark.

"I år bruger vi meget mere end vi plejer," siger Flemming Bruhn, som er direktør hos VisitDenmark, der arbejder med international markedsføring af Danmark.

"På et godt år" uden for coronapandemien bliver der brugt 70 til 80 millioner kroner på markedsføring i de fire lande, fortæller han.

En stor del af pengene kommer normalt fra samarbejdspartnere som hoteller og attraktioner. Men i år er mange af de penge udeblevet, da samarbejdspartnerne har måttet budgettere anderledes.

Til trods for den øgede markedsføring, udebliver gæsterne.

"Det sidste halvandet år har det været vores største udfordring hele tiden at skulle målrette kampagner der, hvor det giver mening, da der er blevet åbnet og lukket. Smittetal i nogle markeder eller i Danmark har gjort, at turister ikke kunne rejse hertil," siger Flemming Bruhn.

Det kan mærkes hos hotellerne. BC Hospitality Group, der er en af de største københavnske hotelgrupper, fortæller, at sommeren 2021 ligner den forrige, og at de internationale gæster udebliver.

Tilsvarende lyder det fra hotelkæden Scandic.

"København er stadig ekstremt hårdt ramt. Det er hele branchen jo. Man begynder at blive taknemmelig for lidt opsving," siger Søren Faerber, som er administrerende direktør for Scandic, der i Danmark har 4300 sengepladser fordelt på 28 hoteller.

Belægningen, der er andelen af solgte pladser, i juni ligger normalt på omkring 80 procent, men i år var den under 40. Det kræver en indsats fremadrettet, mener han.

"Der kommer til at være vild og blodig konkurrence om turister, konferencer, events og koncerter de næste par år, fordi alle i oplevelsesbranchen er i samme båd," siger han.

VisitDenmark fortæller, at de i sensommeren starter en langsigtet markedsføring i forhold til konferencer, da der har været stor usikkerhed på det marked på grund af restriktioner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også