PolicyWatch

Vejen banet for gigantisk infrastrukturplan i USA

Ved en såkaldt procedureafstemning har et flertal i  det amerikanske senat stemt for at gå videre med en omfattende lovpakke for veje og broer.

Foto: Janet S. Carter/AP/Ritzau Scanpix

En lovpakke om investeringer for omkring 1000 milliarder dollar i USA's infrastruktur har ved en afstemning i Senatet onsdag lokal tid fået tilstrækkelig opbakning til at blive taget videre i lovgivningsprocessen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den såkaldte procedureafstemning i Senatet, hvor Demokraterne kan mønstre et flertal, skulle vise, hvor stor en opbakning der var til lovforslaget blandt de 100 medlemmer.

Forslaget endte med at få opbakning fra 67 senatorer, mens 32 stemte imod. Dermed kan selve debatten om lovforslaget begynde.

Tidligere onsdag sagde den republikanske senator Rob Portman, der har ledet forhandlingerne med Demokraterne, at Republikanerne var klar til at gå videre.

Lovpakken vil blandt andet sikre 550 milliarder dollar til at renovere og opføre broer, veje, jernbaner, vandledninger, dæmninger og andre konstruktioner.

Beløbet stiger til omkring 1000 milliarder dollar, når der indregnes udgifter til transportprojekter. Der er også afsat 65 milliarder dollar til udbygning af bredbåndsnet i USA.

USA har i modsætning til Europa og Kina i mange årtier undladt at investere nok i infrastruktur.

Det er ifølge demokraten Chuck Schumer, der er flertalsleder i Senatet, endnu ikke sikkert, at forslaget bliver endeligt vedtaget, men senatorerne er indstillet på at møde op i weekenden for at færdiggøre det.

Det siger Schumer til det amerikanske medie NBC News om aftalen, der er blevet drøftet i en arbejdsgruppe bestående af 21 senatorer fra begge partier.

"Vi er stolte over at have opnået en aftale mellem de to partier om at foretage de stærkeste investeringer i Amerikas infrastruktur i en generation," lyder det i en fælles udtalelse fra arbejdsgruppen.

"Vores plan vil skabe velbetalte arbejdspladser i samfund på tværs af hele landet, uden at skatterne bliver sat op.

I en udtalelse beskriver præsident Joe Biden aftalen mellem de to partier i Senatet som "den mest betydningsfulde, langsigtede investering i vores infrastruktur og konkurrenceevne i næsten et århundrede".

"Denne aftale er et signal til verden om, at vores demokrati godt kan fungere, levere og udrette store ting," udtaler Biden ifølge NBC News.

/ritzau/

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier