PolicyWatch

10-15 gange dagligt stopper Søværnet lystbåde for tæt på Femern-byggeri

Mange sejlere orienterer sig ikke om sejladsinformationer og ignorerer de bøjer, som viser hvor arbejdsfartøjer kan have lagt udstyr ud syd for Rødby.

Foto: Daniel Bockwoldt/AP/Ritzau Scanpix

Søværnet rykker i disse dage jævnligt ud til lystfartøjer, der kommer for tæt på Femern Bælt-byggeri. Det skriver Ingeniøren.

I løbet af de tre første uger af juli har Søværnets Overvågningsenhed hver dag i gennemsnit måttet rykke ud 10-15 gange til lystsejlere, der enten var på vej hen imod eller var kommet inden for de afmærkede områder i Femern Bælt syd for Rødby, hvor byggeriet er i gang.

I de områder, hvor der arbejdes, bliver der gravet, og der er kabler, ankre og måleudstyr, der ikke kan ses fra overfladen. Sejlerne risikerer dermed at skade sig selv og udstyret, når de kommer ind i områderne.

Arbejdsområderne er markeret med bøjer, og de kan ses i de sejladsinformationer, som sejlere er forpligtet til at være opdaterede om.

Vessel Traffic Service (VTS), der har til opgave at assistere skibsfarten ved Femern Bælt, oplever alligevel, at mange lystsejlerne sejler imod eller ind i arbejdsområderne. Det sker dog ikke af ond vilje.

"Problemet er, at lystsejlerne tilsyneladende ikke har opdateret sejladsinformation – og derfor ikke er klar over, hvor arbejdsområderne befinder sig," siger Niels Jacob Mygind, der er souschef ved VTS, til Ingeniøren.

"Og at de heller ikke i tilstrækkelig grad er opmærksomme på bøjerne, der markerer de lukkede arbejdsområder," siger han til mediet.

Derfor beder Søværnets Overvågningsenhed ifølge Ingeniøren om, at lystsejlere i området husker at tjekke sejladsinformationerne, inden de begiver sig ud på vandet.

Femern-forbindelsen er en tunnel, der etableres mellem Rødbyhavn på Lolland og den tyske ø Femern.

Det skal blive en 18 kilometer lang sænketunnel, som rummer en tosporet motorvej i hver retning samt to elektrificerede jernbanespor. Planen er, at forbindelsen åbner i midten af 2029.

Fynsk bro står over for rør-renovering

Tysk infrastruktur-leverandør hæver forventninger til 2021 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier