Sundhedsstyrelsen vurderer behov for tredje stik til efteråret

I løbet af efteråret og vinteren vil Sundhedsstyrelsen vurdere, om der er danskere, der skal tilbydes re-vaccination, og i givet fald hvem invitationen skal omfatte.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Af Ritzau og Marianne Fajstrup

I Israel har man besluttet at give borgere over 60 år et tredje stik af vaccinen mod covid-19.

Både Konservative, Dansk Folkeparti og Enhedslisten mener, at det er en god idé at se på, om ældre og sårbare borgere skal have et tredje stik af vaccinen mod covid-19.

Og det er direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm heller ikke afvisende over for.

"Noget vi vil vurdere i løbet af efteråret og vinteren, er, om nogen skal revaccineres på et tidspunkt i Danmark, og i givet fald hvem," siger han til TV 2.

Dansk Folkeparti håber, at et tredje stik er noget, myndighederne vil tage op til overvejelse.

"Vi stiller os positive over for et tredje stik. Vi har hele tiden vidst, at det kunne komme på tale ved det, at nogle grupper ikke bliver dækket lige så meget af de stik, man har fået," siger Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Hun tilføjer, at det er sundhedsmyndighederne, der skal vurdere, om det er en fordel at give tredje stik til de ældre.

Per Larsen, der er sundhedsordfører for Konservative, mener ligesom Liselott Blixt, at det er myndighederne, der skal tage beslutningen, og han vil gerne have dem til at kigge på det.

"Hvis sundhedsmyndighederne kommer frem til en konklusion om, at der er grupper i befolkningen, der skal vaccineres en gang mere, bakker vi selvfølgelig op om det," siger han.

Enhedslisten er heller ikke afvisende over for, at et tredje stik kan komme på tale.

"Det er vi fuldstændig åbne over for. Det afhænger fuldstændig af, hvilken anbefaling der kommer fra sundhedsmyndighederne, siger Peder Hvelplund, der er partiets coronaordfører.

Liselott Blixt mener, at et tredje vaccinestik bør være på dagsordenen, når sundhedsordførerne mødes med myndighederne næste gang.

"De skal kigge på, hvor dækkede de ældre og sårbare er med de to stik, de har fået, og om vi skaber mere immunitet ved at få det tredje," siger hun.

Torsdag skrev den israelske avis Haaretz, at Israel som det første land i verden vil give et tredje stik med Pfizer-vaccinen til borgere over 60 år.

Det gøres for at dæmme op for den mere smitsomme Delta-variant.

2000 personer i Israel med svækket immunforsvar har allerede modtaget det tredje vaccinationsstik, uden at der har været rapporter om bivirkninger.

Foruden et tredje stik med samme vaccine har det været på tale at tilbyde endnu et stik til de danskere  - heraf  mange sundhedsansatte - der nåede at få deres første stik med AstraZeneca-vaccinen, inden den blev taget ud af det gratis folkevaccinationsoprogram. De blev i stedet tilbudt at blive færdigvaccinerede med et enkelt stik med en af de to mRNA-vacciner, og Sundhedsstyrelsen er i færd med at vurdere, om disse "kryds"-vaccinere skal tilbydes endnu et stik med samme mRNA-vaccine.

Hertil kommer, at det endnu er uafklaret, om der fremover bliver behov for regelmæssig revaccination for at bevare beskyttelsen mod covid-19, ligesom det gælder for vaccinerne mod sæsoninfluenza.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også