PolicyWatch

Københavnsk restauratør sigtet for millionsvindel med hjælpepakker

En 64-årig mand skal ifølge Københavns Politi have svindlet sig til coronastøtte ad flere omgange igennem seks restauranter.

Foto: Michael M. Santiago/AFP/Ritzau Scanpix

Københavns Politi har torsdag anholdt og sigtet en 64-årig mand for svindel med corona-hjælpepakker.

Han mistænkes for seks gange at have fået kompensation til faste omkostninger. Yderligere to gange skal han have svindlet med momslån.

Svindlen løber ifølge politiet samlet op i over 1.400.000 kroner.

Det skriver politikredsen på Twitter fredag.

Jesper Cederholm, der er politikommissær ved Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet ved Københavns Politi, oplyser, at politiet mistænker svindel igennem flere restauranter.

"Det drejer sig om seks restauranter. I alle tilfældene er der søgt om kompensation til faste omkostninger. Og ved to af restauranterne er der også søgt om momslån - altså udskydelse af moms," siger Cederholm.

Erhvervsstyrelsen har anmeldt den mistænkte svindel med de faste omkostninger. Det er Skattestyrelsen, som er anmelderen af den mulige svindel med momslån.

Det er fredag eftermiddag endnu uklart, hvordan manden forholder sig til sigtelsen imod ham.

Rejses der senere tiltale imod manden, kan straffen øges i forhold til anden lignende økonomisk kriminalitet. Det besluttede Folketinget, da politikerne vedtog hjælpepakkerne.

/ritzau/

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier