Luxembourg giver Amazon rekordstort bødesmæk for GDPR-krænkelser

Bøden mangler enhver saglig begrundelse og den er fuldstændigt ude af proportion, lyder det fra Amazon, der skal af med 5,5 milliarder kroner.
Amazons hovedkvarter i Luxembourg. | Foto: Emmanuel Dunand/AFP/Ritzau Scanpix
Amazons hovedkvarter i Luxembourg. | Foto: Emmanuel Dunand/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/AFP og Marianne Fajstrup

Onlinegiganten Amazon er idømt en bøde på 746 millioner euro (5,5 milliarder kroner) for at bryde EU's databeskyttelsesregler (GDPR). Det fremgår af det amerikanske selskabs regnskaber, der blev fremlagt fredag.

Amazon har europæisk hovedkvarter i Luxembourg, og det er Luxembourgs myndighed for databeskyttelse (CNPD), som har udstedt bøden. Det skete 16. juli, men er først offentliggjort i forbindelse med Amazons kvartalsregnskab.

Amazon har meddelt, at afgørelsen mangler saglig begrundelse og at man vil appellere ved domstolene.

“Afgørelsen vedrører den måde, vi viser vores kunder relevante reklamer, og den hviler på en både subjektiv og uprøvet tolkning af de europæiske databeskyttelsesregler. Selv med denne tolkning er bødeforlægget fuldstændigt ude af proportion,” skriver virksomheden ifølge Wall Street Journal.

CNPD har ikke offentliggjort sin begrundelse for at udstede bøden, som er den største nogensinde for overtrædelse af EUs databeskyttelsesregler. Den rekord besad Google tidligere med et bødeforlæg på 50 mio. euro.

GDPR-reglerne giver mulighed for bøder på op til fire procent af en virksomheds omsætning ved grove overtrædelser. Og datatilsynet i Luxembourg er gået helt til stregen med en bøde, der svarer til 4,2 procent af Amazons rapporterede samlede omsætning i 2020, skriver Wall Street Journal.

EU-Domstolen skal tage stilling til Facebooks indsamling af persondata

Forsker: Vi har givet op overfor tech-selskabernes storhøst af vores data

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også