Green New Deal skulle være hjørnestenen i USA’s klimapolitik under præsident Joe Biden, men der er voksende skepsis – især når det gælder brint.

I den infrastrukturpakke, som Demokraterne har forhandlet på plads med Republikanerne i Kongressen i Washington DC, lægges der vægt på klimaomstillingen. Men på trods af en beløbsramme på mere end 3.000 mia. kr. er der kun afsat 50 mia. kr. til fire regionale centre for »ren brint« – to af disse skal placeres i de dele af USA, der har de største reserver af naturgas.

Ét center skal producere brint fra fossile brændsler. Et andet center skal producere brint på basis af atomkraft. Et tredje center skal producere brint ved hjælp af vedvarende energi, mens et fjerde endnu ikke er fastlagt, men det overvejes, at det skal producere brint på basis af kul.

Dermed bliver det kun en beskeden del af investeringerne, der vil blive anvendt på såkaldt »grøn brint«, idet lovgiverne i Kongressen ønsker at udnytte USA’s anselige reserver af naturgas, olie og kul.

EU er langt mere specifik

Brint har også en central rolle i den klimaplan – Fit for 55 – som EU-Kommissionen præsenterede i slutningen af juli, og som er anderledes specifik end den amerikanske infrastrukturplan.

Titlen henviser til EU’s målsætning om at nedbringe CO₂-udledningen med 55 pct. senest i 2030.

Eksempelvis skal der senest i 2030 være tankanlæg for komprimeret brint for hver 150 km langs Europas motorveje og for hver 450 km for flydende brint.

»Kravet til brinttankstationer er et af de mest konsekvente elementer i ”Fit for 55”, da det angiver en klar rolle for brint i landevejstransporten. Forudsætningen for, at vi kommer til at få flere personbiler, busser og lastvogne med brændselsceller, er, at der er adgang til brint på Europas tankstationer,« siger Stephanie Searle, direktør i organisationen International Council on Clean Transportation, i en kommentar til EU’s klimaplan.

”Fit for 55” hviler på, at den brint, der skal anvendes i EU, skal være grøn brint, men foruden teknologiske gennembrud vil en afgørende forudsætning være, at prisen på CO₂-kvoter skal op i den høje ende af intervallet 100-200 euro, hvilket vil være det tre- eller firedobbelte i forhold til dagens priser.

"Grå" brintbiler ved OL

Aktuelt møder deltagerne ved De Olympiske Lege i Tokyo brint. Formentlig registrerer de færreste det, men de japanske arrangører har indsat et større antal brintbiler og -busser til at transportere udøvere, officials, medierepræsentanter og andre deltagere.

De, der lægger mærke til, at de bliver transporteret ved hjælp af brint, får dog ikke at vide, at der er tale om såkaldt »grå brint« produceret på basis af naturgas.

Ideelt set skulle brinten til køretøjernes brændselsceller have været produceret på basis af vedvarende energi – såkaldt »grøn brint« – men det har lange udsigter.

I stedet tegner stedse mere til, at olieindustrien vil udnytte sine mangeårige investeringer, sine ressourcer og ikke mindst sin knowhow til at tage teten i at imødekomme det politiske krav om, at brint skal være en del af løsningen på klimaudfordringerne.

Ikke alene kan olieindustrien producere store mængder brint på basis af olie og naturgas. Industrien råder også over det naturgasrørledningsnet, der kan anvendes til at transportere brint. Og ikke mindst ejer olieindustrien den tankstationsinfrastruktur, der er ideel til distribution af brint.

Prisen på grå brint afhænger af priserne på olie og naturgas, men kan ligge under 1 dollar pr. kg., fremgår det af rapporten ”Making the Hydrogen Economy Possible: Accelerating Clean Hydrogen in an Electrified Economy”, der er udarbejdet af den London-baserede tænketank Energy Transitions Commission (ETC), som blandt sine kommitterede tæller Ørsteds bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen.

Grøn brint koster i dag omkring 5 dollars pr. kg., hvis den skal produceres uden direkte eller indirekte statsstøtte, men ETC vurderer i rapporten, at grøn brint i 2030 vil kunne produceres rentabelt for 2 dollars pr. kg eller omtrent det samme, som det vil koste at producere grå brint, når det bliver et krav at indfange og lagre den CO₂, der frigøres i produktionsprocessen.

BP vil investere i stort projekt

Olieselskabet BP har for nylig bebudet det hidtil største brintprojekt i Teeside i det nordøstlige England, der i 2030 på basis af naturgas skal producere op til 1 gigawatt »blå brint«, svarende til 20 pct. af de britiske ambitioner ved udgangen af dette årti.

Foruden produktionen af brint skal de kommende produktionsfaciliteter – kaldet H₂Teeside – indfange og lagre op til 2 mio. tons CO₂ om året, hvilket ifølge BP svarer til udledningen ved opvarmningen af én million britiske hjem.

BP regner med, at Teeside vil blive centrum for den britiske brintproduktion på grund af adgangen til rørledninger og lagerfaciliteter nær olie- og gasfelterne i Nordsøen.

Fem af Storbritanniens 25 største udledere af CO₂ er hjemmehørende i Teeside, og industrivirksomhederne i området tegner sig for 5 pct. af Storbritanniens industrielle CO₂-udledninger.

»Industrivirksomhederne i Teeside er blandt dem, der er svære at gøre klimaneutrale, da en del af dem ikke kan elektrificeres. Derfor har de brug for andre klimavenlige energiløsninger, og her kan brint blive en væsentlig faktor,« forklarer Dev Sanyal, vicedirektør for naturgas og lavemissionsenergi i BP, og fortsætter:

»Den endelige investeringsbeslutning vil blive truffet i 2024. I perioden indtil da skal vi have sandsynliggjort, at H₂Teeside på et rentabelt grundlag kan producere brint til konkurrencedygtige priser. Produktionen vil kunne starte i 2027, og målet er at kunne indfange 98 pct. af den CO₂, der frigives i forbindelse med produktionen af brint.«

BP’s seneste prognose forudser, at brint i 2050 kan dække omkring 15 pct. af det globale energiforbrug.

Andre store olieselskaber har identiske planer rundt om i verden, herunder også produktion af grøn brint.

Prisen på batterier er en udfordring

Globalt var der ved udgangen af juni annonceret henved 250 store projekter for grøn brint, der vil kræve investeringer på et trecifret milliardbeløb, viser data fra organisationen Hydrogen Council, der tæller en lang række internationale virksomheder, investorer og organisationer som bl.a. Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og World Economic Forum.

Brint vil også kræve omfattende økonomisk støtte. Paul Bogers, Royal Dutch Shells direktør for brint, erklærede i en tale tidligere på året, at »grøn brint først er realistisk den dag, elektriciteten fra vedvarende energi er omtrent gratis«.

Shell satser bl.a. på at etablere et brintproduktionsanlæg i forbindelse med ArcelorMittals stålværk ved havnen i Hamborg. Her skal også være anlæg til tankning af brint til især lastbiler og busser med brændselsceller.

Udfordringen for alle investeringer i brint er prisen på batterier.

Jo mere vedvarende energi, der produceres i verden, des større bliver behovet for at kunne lagre elektricitet i perioder, da produktionen overstiger efterspørgselen.

I dag er batterier – ikke mindst i elbiler – det foretrukne el-lager, og skal brint op i den skala, som eksperter og mange politikere mener, skal prisen på at producere og lagre brint reduceres kraftigt.

Forskellige strategier fra land til land

»Vurderingen af, hvor stor en rolle brint vil komme til at udgøre, varierer stærkt fra land til land. Nogle lande har klare strategier for brint; andre har ingen. En sammenfatning af de eksisterende strategier og projekter viser, at brint vil kunne dække alt imellem 6 og 25 pct. af det globale energiforbrug i 2050,« siger Angela Wilkinson, generalsekretær og adm. direktør for World Energy Council i forbindelse med offentliggørelse af rapporten »Hydrogen on the Horizon: Ready, almost set, go?«, der er udarbejdet sammen med PricewaterhouseCoopers (PwC) og U.S. Electric Power Research Institute.

Strategierne er på ingen måde entydige, fremgår det af rapporten.

Mellemøsten og Nordafrika er primært fokuserede på at producere og eksportere brint fra eksisterende reserver af fossile brændsler.

Asien retter opmærksomheden mod at anvende brint til produktion af ammoniak samt transportbrændstof for skibsfarten og landevejstransporten.

Europa ser ikke mindst brint som en kilde til at hjælpe de industrivirksomheder, der har svært ved at blive klimaneutrale, fordi deres produktion ikke kan elektrificeres. Herudover vurderes brint at kunne blive en væsentlig faktor inden for landevejstransporten og den kollektive trafik.

Nord- og Sydamerika ser brint som del af løsningen på vejen mod klimaneutralitet, men også en potentiel eksportvare. Strategierne er ikke så langt fremme som i andre dele af verden.