Trump-venner taber forsøg på at få stor erstatningssag droppet

Firma bag stemmemaskiner har sagsøgt Trump-trio for milliarder efter påstande om svindel ved præsidentvalg.
Donald Trumps tidligere advokater Rudy Giuliani (th.) og Sidney Powell (tv.) er sammen med forretningsmand og tidligere Trump-rådgiver Mike Lindell blevet sagsøgt for milliarder for at komme med falske påstande om svindel ved USA's præsidentvalg i 2020. | Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
Donald Trumps tidligere advokater Rudy Giuliani (th.) og Sidney Powell (tv.) er sammen med forretningsmand og tidligere Trump-rådgiver Mike Lindell blevet sagsøgt for milliarder for at komme med falske påstande om svindel ved USA's præsidentvalg i 2020. | Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau/Reuters

Tre prominente allierede af tidligere præsident Donald Trump har onsdag tabt deres forsøg på at få afvist et milliardstort søgsmål mod dem indgivet af firmaet Dominion.

Der er tale om Trumps tidligere advokater Rudy Giuliani og Sidney Powell samt en tidligere rådgiver ved navn Mike Lindell.

Dominion, der leverer elektroniske stemmemaskiner i USA, har sagsøgt de tre for injurier, efter at de i forbindelse med præsidentvalget i 2020 spredte falske påstande om, at Dominion var med til at manipulere valget til Joe Bidens fordel.

Distriktsdommer i Washington D.C. Carl Nichols siger i sin afgørelse onsdag, at søgsmålet mod trioen bør fortsætte.

Nichols slår samtidig fast, at trioen ikke kan gemme sig bag argumenter om ytringsfrihed.

Dommeren afviste onsdag også et argument fra Rudy Giuliani om, at søgsmålet bør droppes, fordi Dominions krav om erstatning ifølge ham ikke er forklaret detaljeret nok.

"Vi er glade for, at processen med at drage de tiltalte til ansvar bevæger sig fremad," siger en talsperson for Dominion.

Howard Kleinhendler, advokat for Sidney Powell, siger omvendt, at han er skuffet over afgørelsen.

"Men vi ser nu frem til at gå rettens vej og bevise, at frøken Powells udtalelser i sin tid var præcise, og at de ikke blev ytret med ond hensigt," siger han.

Rudy Giuliani og Mike Lindells advokater har endnu ikke kommenteret sagen.

Dominion har søgt om cirka 8,2 milliarder kroner i erstatning fra trioen.

De tre støttede alle under præsidentvalget Donald Trumps påstande om, at Joe Biden umuligt kunne have vundet uden hjælp fra Dominions elektroniske stemmemaskiner.

Dominion sagsøgte tirsdag to konservative amerikanske medier for lignende påstande.

Selskabet er baseret i byen Denver i delstaten Colorado.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også