Retsordfører bliver ny politisk ordfører for S

Jeppe Bruus bliver ny politisk ordfører for Socialdemokratiet. Han overtager fra Jesper Petersen, der er blevet minister. Samtidig er der skiftet ud på posten som partisekretær. (opdateret).
Jeppe Bruus overtager ordførerposten i Socialdemokratiet fra Jesper Petersen. | Foto: Finn Frandsen
Jeppe Bruus overtager ordførerposten i Socialdemokratiet fra Jesper Petersen. | Foto: Finn Frandsen
af ritzau

Det er den hidtidige retsordfører Jeppe Bruus, som bliver ny politisk ordfører for Socialdemokratiet. Det oplyser partiet.

Han overtager fra Jesper Petersen, der mandag blev udpeget om uddannelses- og forskningsminister. Ny retsordfører for Socialdemokratiet er Bjørn Brandenborg.

Rokaden finder sted, efter at Joy Mogensen (S) i weekenden meddelte, at hun forlader politik og dermed posten som kirke- og kulturminister.

Det satte gang i en mindre ministerrokade. Her blev Jesper Petersen ny uddannelses- og forskningsminister efter Ane Halsboe-Jørgensen (S). Hun blev til gengæld ny kultur- og kirkeminister.

Bruus har været fast folketingsmedlem fra 1. januar 2014 til 18. juni 2015 og igen efter 2019-valget.

Det er ikke kun i folketingsgruppen, at Socialdemokratiet har foretaget ændringer.

Socialdemokratiets partisekretær, Jan Juul Christensen, stopper helt. Han tiltræder stillingen som Senior Vice President i Københavns Lufthavne A/S, skriver Socialdemokratiet. Ny partisekretær bliver Lasse Ryberg, som tiltræder 23. august.

Som partisekretær bliver han den ledende organisatoriske medarbejder i Socialdemokratiets sekretariat og vil fungere som den daglige administrative leder i organisationen.

Statsminister og S-formand Mette Frederiksen udtaler:

"Jeg har altid været tryg ved, at Jan havde det øverste organisatoriske ansvar for vores parti - et ansvar, han har løftet kompetent og med forståelse for alle dele af Socialdemokratiets organisation. Jan har været en utrættelig sparringspartner, ligesom han har spillet en afgørende rolle i at tilrettelægge de valgkampe, vi har ført - og som gør, at vi p.t. er Danmarks største parti både kommunalt, regionalt og i Folketinget."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også