Tempoet er faldet - men ifølge professor kan vaccinemål nås

Færre danskere får første stik. Målet, om at 90 procent skal vaccineres, er dog muligt at nå ifølge professor.
Yderligere 240.000 personer skal vaccineres, før målet om mindst 90 procent vaccinerede er nået. | Foto: Finn Frandsen
Yderligere 240.000 personer skal vaccineres, før målet om mindst 90 procent vaccinerede er nået. | Foto: Finn Frandsen
af ritzau

Vaccinationstempoet i Danmark er gået ned den seneste tid. I sidste uge fik færre end 39.000 personer første stik med en coronavaccine, mens det i flere uger i juli var over 200.000 danskere.

Det lavere tempo kan kollidere med myndighedernes mål om, at mindst 90 procent af de inviterede er vaccineret inden 1. oktober, og hvis det skal nås inden tidsfristen, skal der skrues op for tempoet.

"Det er helt klart, at vi skal lidt op i tempo nu. Det er derfor, vi kalder det en slutspurt. Der, hvor vi ved, at vi i øjeblikket har svært ved at få alle med," siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til Ritzau.

"Så vi gør alt, hvad vi kan, for at nå de sidste grupper. Fordi vi skal have flere ind og få første stik i de her dage."

Yderligere 240.000 personer skal vaccineres, før målet nås. Hvis tempoet fra sidste uge fortsætter, vil det være sket i uge 40 - i begyndelsen af oktober.

Ifølge professor Michael Bang Petersen, Aarhus Universitet, er det realistisk, at 90 procent af de voksne danskere takker ja til vaccinen.

Han står bag Hope-projektet, der har fulgt danskernes adfærd under corona - blandt andet opbakningen til vaccinerne.

"Baseret på vores data er det omkring 85 procent i den voksne befolkning, som er positiv over for vaccinen. Det svarer til dem, der er i gang. Omkring 5 procent kan man ikke få vaccineret, da de ikke ønsker det, men der er omkring 10 procent, som man kan nå gennem indsatser," siger han.

Tillid og tilgængelighed er afgørende

At være positivt indstillet er dog en ting - noget andet er rent faktisk at tage ned til vaccinationsstedet og blive stukket.

Michael Bang Petersen fortæller, at der er to udfordringer i forhold til, om folk så rent faktisk bliver vaccineret.

Det ene handler om tilliden til vaccinen - om sikkerhed og effekt - mens det andet handler om logistik - for eksempel transport til stedet.

Sundhedsstyrelsen har iværksat fem initiativer, som skal hjælp med at nå målet. Blandt andet skal der være pop up-tilbud i boligområder, hvor tilslutningen til vaccinen er lav.

Kommunikationen om vaccinationen skal også forstærkes, og netop her er det ifølge Michael Bang Petersen nødvendigt at sætte ind.

"Det handler for eksempel om at finde lokale rollemodeller, som personerne i de her grupper har tillid til, og derigennem sørge for, at den korrekte information om vaccinerne når ud til dem," siger han.

Ifølge mandagens coronatal havde knap 4,4 millioner danskere fået mindst et stik med en vaccine. Det svarer til 74,7 procent af befolkningen.

Det er dog kun danskere over 12 år, som har fået tilbuddet, og det er i den gruppe, målet om tilslutning hedder mindst 90 procent.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også