Tilbud om private lyntest forsvinder senest til oktober

I takt med at flere bliver vaccineret, falder behovet for coronatest. Derfor udfases lyntest i Danmark.
Fra 9. oktober er det slut med gratis at kunne få en lyntest for corona. | Foto: Martin Lehmann
Fra 9. oktober er det slut med gratis at kunne få en lyntest for corona. | Foto: Martin Lehmann
af ritzau

De private testcentre lukker deres tilbud om hurtigtest senest 9. oktober. Det oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.

Det er virksomhederne Falck, Copenhagen Medical og Carelink, der tilbyder offentligt betalte lyntest i Danmark.

Fra 13. september nedjusteres kapaciteten fra 200.000 til 100.000 daglige hurtigtest, og efter 9. oktober er det altså ikke længere muligt at få en offentligt betalt lyntest. Fra 1. september nedskaleres kapaciteten desuden for PCR-test fra 170.000 til 100.000 daglige test.

Ændringerne betyder, at nogle borgere vil få længere til teststederne, og nogle vil få længere end de hidtil maksimalt 20 kilometer til nærmeste teststed. Testindsatsen vil dog fortsat blive tilrettelagt, så teststederne er spredt ud over hele landet, oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

Coronatest har spillet en stor rolle i den gradvise genåbning af Danmark. Det har således i flere måneder været et krav, at man enten kan fremvise en negativ coronatest eller er vaccineret mod coronavirus, hvis man vil på eksempelvis restaurant, til frisør eller i fitnesscenter. Inden vaccinerne blev rullet bredt ud i befolkningen, var der derfor stor efterspørgsel på coronatest.

Restriktioner forsvinder

Men de fleste krav om fremvisning af coronatest udløber 1. september - og alle restriktioner ophæves senest 10. september.Herefter har covid-19 ikke længere status som samfundskritisk sygdom. Det har Sundhedsministeriet oplyst fredag, da regeringen ikke har ønsket at forlænge den særlige kategorisering af sygdommen.

I maj og juni blev der flere dage foretaget omkring 500.000 lyntest om dagen. Efterspørgslen er faldet markant, i takt med at det meste af befolkningen i løbet af sommeren er blevet vaccineret.

Alle coronarestriktioner ophører 10. september 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også