Antallet af konkursramte virksomheder er rekordlavt

Genåbningen af Danmark har hjulpet mange virksomheder med at undgå en potentiel konkurs, vurderer økonom. Det er stilhed før storm, frygter man i SMVdanmark.
Antallet af konkurser har væert rekordlavt i august. | Foto: Anthon Unger
Antallet af konkurser har væert rekordlavt i august. | Foto: Anthon Unger
af ritzau og susanne horsdal

I august har rekordfå virksomheder måttet lukke som følge af en konkurs. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Samlet har der i august været 120 konkurser blandt aktive virksomheder. Det er det laveste siden 2009, hvor statistikbanken begyndte sin nuværende måde at opgøre udviklingen på.

Seniorøkonom i Dansk Erhverv Kristian Skriver kalder det en "fremragende nyhed", at så få virksomheder har måttet drejet nøglen om.

"Det sætter to streger under, at dansk erhvervsliv er kommet flyvende ud af vinterens nedlukning. Salget er generelt steget pænt i forbindelse med genåbning og har dermed givet mange nødlidende virksomheder et tiltrængt skub ud af vinterens nedlukning," siger Kristian Skriver i en skriftlig kommentar.

Foruden genåbningen og de større indtægter på den konto har mange virksomheder nydt godt af den økonomiske støtte, som staten har ydet.

Ifølge Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, ville mange flere virksomheder være gået konkurs, hvis ikke de havde haft adgang til kompensation og låneordninger.

"Netop de mange lån fra staten kan betyde, at vi skubber en del konkursbegæringer foran os," siger Allan Sørensen i en skriftlig kommentar.

De rekordfå konkurser i august har resulteret i 331 tabte job. Også det er det laveste siden 2009, viser tallene fra Danmarks Statistik.

SMVdanmark frygter, at det er stilhed før storm

Ifølge organisationen SMVdanmark er der ingen tvivl om, at kompensationspakker og udskydelse af moms- og skattebetalinger har medvirket til at undgå konkurser, men man frygter, at der er tale om stilhed før storm.

"Der lurer stadig en fare i horisonten, når udskudt skat og moms skal betales, hvilket med de nuværende regler skal ske ad flere omgange inden 1. november 2022. Første tilbagebetalingsrunde rammer virksomhederne allerede til november i år. De hårdest ramte virksomheder har brug for en længere periode til at polstre sig og tjene det tabte ind igen, før de kan tilbagebetale den opbyggede gæld til det offentlige. Det kan f.eks. løses med nye ordninger for moms- og skattelånene, så virksomhederne kan afdrage over længere tid med lave og rimelige renter," siger chefkonsulent i SMVdanmark, Bjarke Roed-Frederiksen i en skriftlig udtalelse.

I en undersøgelse blandt medlemmer af SMVdanmark vurderer 29 pct. af de adspurgte små og mellemstore virksomheder, at der er stor eller meget stor risiko for lukning af deres virksomhed, hvis de skal tilbagebetale deres moms- og skattelån inden for 12 måneder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også