Prehn dybt skuffet over blå bloks landbrugsudspil

Landbrugsminister Rasmus Prehn (S) frygter, at blå bloks udspil kan forsinke en klimaaftale for landbruget.
Landbrugsminister Rasmus Prehn (S) er skuffet over udspillet til en klimaplan for landbruget fra blå blok. | Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Landbrugsminister Rasmus Prehn (S) er skuffet over udspillet til en klimaplan for landbruget fra blå blok. | Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
af ritzau

Minister for fødevarer og landbrug Rasmus Prehn (S) har svært ved at se, at regeringen kan lave en klimaaftale for landbruget uden bindende reduktionsmål.

Det siger han efter, at blå blok er kommet med et udspil uden fredag morgen. Med udspillet er parterne om muligt kommet længere fra hinanden.

"Det er dybt skuffende, når vi er enige om, at klimaet er højt på dagsordenen, at blå blok kommer med et udspil uden et bindende mål. Det er dybt uambitiøst," siger han.

Forhandlingerne om en klimaplan for landbruget har kørt siden sidste år. Der er holdt over 60 møder og stribevis af tekniske gennemgange. Regeringen har meldt ud, at man ønsker en bred aftale. Men parterne er langt fra hinanden.

For blå blok er det afgørende, at landbruget får mere støtte fra staten for at gennemføre den grønne omstilling samt at krav ikke koster arbejdspladser. Derfor er blå bloks udspil også baseret mere på frivillighed og afhjælpning af udledninger end på strikse krav.

I regeringens forståelsespapir - aftalen med støttepartierne, der gjorde Mette Frederiksen til statsminister - står der dog som betingelse, at der bliver lavet en klimaaftale med landbruget med bindende mål.

"Vi har lagt til grund, at der skal være et bindende mål for landbruget. Det står i vores kompromistekst, og det har vi også lagt op til, da vi startede forhandlingerne. Det er vores udgangspunkt. Og det forventer jeg også, at blå blok vil leve op til. Jeg har da også forstået i forhandlingerne, at nogle partier i blå blok vil have et bindende mål. Men det har de så ikke kunnet blive enige om," siger Rasmus Prehn.

Prehn: "Det ser meget besværligt ud"

Ministeren fortæller, at han fortsætter forhandlingerne med blå blok, selv om han mener, at nogle af blå bloks krav er "useriøse".

Med fredagens udspil fra blå blok tror ministeren, at det bliver svært at lukke en bred aftale på den korte bane.

"Vi vil gerne have det her afsluttet hurtigst muligt. Men når blå blok først kommer med deres udspil efter 62 møder, så forsinker det processen. Vi vil gerne have en hurtig aftale. Men det kræver, at alle kan gå på kompromis i stedet for at føre skyttegravskrig," siger ministeren.

Adspurgt, hvorvidt han ville sætte en femmer på, at der bliver lukket en aftale i år, siger Rasmus Prehn:

"Nu vædder jeg ikke. Men det er klart, at det ser meget besværligt ud. Jeg er dog født optimist. Jeg har sagt, at det ville være rart med en aftale inden Folketingets åbning. Men det har svære udsigter, når man bruger kræfter på at tilføre mere besvær i stedet for at bøje sig mod hinanden."

Samlet blå blok kræver 750 millioner kroner til grønt landbrug 

De Radikale og Enhedslisten ser ingen mulighed for bred landbrugsaftale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også