PolicyWatch

Von der Leyen vil hindre ny pandemi med sundhedsunion

"Vi arbejder på en europæisk sundhedsunion - også for verdens skyld," siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i sin Unionens tilstand 2021-tale.

Ursula von der Leyen sagde i sin tale, at man arbejder på en europæisk sundhedsunion. | Foto: Yves Herman/AFP/Ritzau Scanpix

Coronapandemien har vist, at der er behov for en europæisk beredskabsmyndighed inden for sundhed.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag i sin tale "Unionens tilstand 2021". Talen sætter kursen for det kommende års arbejde i EU.

"Jeg foreslår en ny mission. En sundhedsberedskabsmission for hele EU, som skal bakkes op af en investering på 50 milliarder euro inden 2027. Vi arbejder på en europæisk sundhedsunion - også for verdens skyld. Vi har vist, at vi er bedst, når vi arbejder sammen," siger hun.

Hun uddyber, at sundhedsberedskabet skal sørge for, at en sygdom, der opstår lokalt, aldrig igen bliver til et globalt problem, som det skete med coronavirusset.

Ifølge von der Leyen er EU efterhånden godt ude på den anden side af pandemien, fordi medlemslandene har samarbejdet.

"En pandemi er en maraton, ikke en sprint. Vi følger videnskaben, vi har leveret til Europa og resten af verden. Vi er lykkedes, fordi vi gjorde det på den europæiske måde," siger hun.

Hun tilføjer, at det ikke er tid til at læne sig tilbage. Det vigtigste er nu at få mere gang i den globale vaccinationsindsats, så det ikke kun er i Europa, at vi er godt med. EU har derfor doneret 200 millioner ekstra vaccinedoser til lande, som ikke er i EU.

For nylig kunne EU-Kommissionen meddele, at 70 procent af den voksne befolkning i EU er færdigvaccineret.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier