Vi hører det igen og igen. Den demografiske udvikling med flere ældre og færre unge til at forsørge dem er en af de store samfundsmæssige udfordringer, som vi kigger ind i. Kort sagt står landets 98 kommuner over for den vel nok største opgave i deres levetid: at skulle levere pleje i høj kvalitet til den gruppe af ældre borgere, der vokser sig støt større. Det illustreres bedst ved, at der i dag er 11 personer i arbejdsstyrken for hver borger over 80 år. I 2040 vil tallet være seks personer.

Der bliver med andre ord behov for både offentlige og private aktører på ældreområdet, hvis vi skal kunne sikre pleje i den rette kvalitet. En opgave, som alle sejl burde være sat ind på at løse fra politisk hold, men som i praksis overskygges af, at der endnu ikke er blevet taget livtag med en stor elefant i vores alles velfærdsrum: Den manglende prisgennemsigtighed ved udregning af priser på kommunens egne tilbud.

Manglende økonomisk gennemsigtighed giver store udfordringer

I mange tilfælde bestemmes de private leverandørers pris på leverance af velfærdsydelser af kommunen. Det gør sig f.eks gældende, når private skal levere hjemmehjælpsydelser efter godkendelsesmodellen, eller der skal leveres plads på et fri-plejehjem.

Kommunen foretager en kalkulation af egne omkostninger for at levere ydelsen. Den omkostning, som kommunen har til levering af f.eks hjemmepleje, er så den samme pris, som en privat leverandør kan få for at levere en tilsvarende ydelse. Borgerne kan så i princippet vælge frit mellem tilbud det kommunale og den godkendte private leverandør.

Jeg skal indledningsvist erkende, at det er en yderst vanskelig øvelse at foretage en korrekt omkostningskalkulation, og det afspejler sig også i, hvor en stor variation, vi ser, når kommunerne skal ”finde prisen på grisen”. For stort set alle kommuner er det derfor også yderst vanskeligt at redegøre for, hvorledes prisen er fundet – altså hvilke konkrete omkostninger der indgår i prissætningen. 

Får vi mest mulig velfærd for pengene?

Når kommunerne ikke får alle direkte- og indirekte omkostninger med i deres beregninger, når omkostninger er posteret på andre konti end dem, man på social- og ældreområdet til dagligt orienterer sig i, og der derfor ikke er en opmærksomhed på, at disse omkostninger skal med i kalkulationen, får vi skævt billede af, hvad den kommunale ældrepleje reelt koster. Det er kommunal profit på velfærd, og konsekvensen bliver, at vi misser udvikling og innovation – der bliver ikke reel konkurrence om at levere bedst mulig kvalitet, fordi kommunerne ganske simpelt er overfinansierede i forhold til de private leverandører på samme område.

Samlet set fører udfordringerne med den manglende gennemsigtighed i økonomien til, at vi som samfund simpelthen ikke ved, om vi får mest mulig velfærd for vores skattekroner. Det giver samtidig et ringe datagrundlag til at diskutere ældrepolitik på den lange bane, hvilket i sidste ende kan medføre, at vi ikke får foretaget de nødvendige politiske justeringer i rette tid. 

Hvordan kommer vi videre?

I den ideelle verden vil vi alle gerne finde en model, som kommunerne selv kan gennemskue, og som de private leverandører forstår. Lige nu er der ingen, der forstår noget. Taberne er borgerne med behov for hjælp, og her har kommunerne og det private en fælles agenda, som vi bør kunne samarbejde om – det er en fremstrakt hånd til KL.

Kan det ikke lade sig gøre, ser vi gerne etableret en enhed, der kan rådgive kommunerne om omkostningskalkulation. Samtidig skal enheden hurtigt kunne afgøre sager vedrørende prissætning.

Oprettelsen af enheden vil naturligvis ikke være en paladsrevolution. Men det vil være et skridt i den rigtige retning, som kan være med til at justere en af de største udfordringer ved ældrepolitikken – den manglende gennemsigtighed i den kommunale økonomi.