Rejsebranchen jubler over droppede coronarejsevejledninger

Selv om ændrede rejsevejledninger fra Udenrigsministeriet gerne måtte være kommet før, glæder rejsebranchen sig over, at de træder hurtigt i kraft.
I rejsebranchen er man godt tilfreds med, at det igen er muligt at rejse ud i hele verden. | Foto: Andy Loveridge/AP/Ritzau Scanpix
I rejsebranchen er man godt tilfreds med, at det igen er muligt at rejse ud i hele verden. | Foto: Andy Loveridge/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau og susanne horsdal

I rejsebranchen glæder man sig over, at et politisk flertal tirsdag har besluttet at droppe rejsevejledninger relateret til coronavirus.

"Det er superpositivt. Endelig sker det. Vi har ønsket det i et stykke tid," siger Lars Thykier, der er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Under coronakrisen har Udenrigsministeriet brugt farverne grøn, gul, orange og rød i sine rejsevejledninger alt efter coronasmitten i et område. Men det droppes nu.

Med aftalen vender Udenrigsministeriet tilbage til de normale rejsevejledninger, hvor risikosituationen i et land vurderes ud fra, om der eksempelvis er krig, oprør, terrorrisiko eller udbrud af farlige sygdomme.

Lars Thykier siger, at beslutningen godt måtte være blevet taget for nogle måneder siden, men glæder sig over, at beslutningen træder i kraft så hurtigt. Rejsevejledningerne normaliseres fredag - altså lige op til efterårsferien.

Også i Dansk Erhverv tager man godt imod de nye vejledninger.

”Først og fremmest er det godt, at der nu helt konkret er færre restriktioner. Det gør en forskel for (rejse)branchen. Desuden har farvekoden orange skabt en del forvirring blandt danskerne. Det er meget nemmere at orientere sig i, at et land enten er rødt eller grønt. Vores vurdering er, at det vil få lere danskere til at rejse ud. Der er derfor grund til at kvittere kraftigt for denne aftale,” siger Lars Ramme Nielsen, turisme og oplevelseschef i Dansk Erhverv.

Verden skal også have lyst til at tage imod os

De nye vejledninger betyder dog ikke, at alle rejsebranchens problemer forsvinder med et snuptag ifølge Lars Thykier.

"Det er jo ikke nok, at Danmark siger, at man gerne må rejse til mange lande i verden. De mange lande i verden skal også have lyst til at tage imod os, og det er der en del, der stadig har restriktioner på. Hvis vi snakker om branchens situation, er det nok lidt optimistisk at tro, at det ændrer sig fra den ene dag til den anden," siger han.

Hans bud er, at rejsebranchen i løbet af 2022 vil vende tilbage til noget, der minder om tiden før coronavirus.

Baggrunden for at droppe de særlige rejsevejledninger er, at en stor del af den danske befolkning er vaccineret. Derfor udgør coronavirus en mindre risiko for landet og dets befolkning.

Udenrigsministeriet oplyser, at man fortsat kan bruge rejsevejledninger på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor der løbende vil blive lavet opdateringer om de enkelte lande, herunder eventuelle corona-relaterede indrejserestriktioner. Desuden kan man orientere sig på landenes ambassaders hjemmesider i forhold til indrejserestriktioner og lignende.

Politisk flertal dropper brugen af coronarejsevejledninger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også