Stemmer i baglandet kræver svar fra landbrugstop: »Der er nogen, der må påtage sig ansvaret og forlade det sted, de er«

Røster i Landbrug & Fødevarers bagland opfordrer den øverste ledelse til at forklare, hvem der har ansvaret for håndteringen af DanBred-sagen og drage konsekvenser af dette.
Anne Arhnung forlod mandag sit job som adm. direktør i Landbrug & Fødevarer med henvisning til, at hun ikke har kunnet trænge igennem hos organisationens politisk valgte ledelse i sagen om seksuel chikane i griseselskabet DanBred. Nu efterlyser baglandet klare svar på, hvad der er foregået. | Foto: Sif Meincke
Anne Arhnung forlod mandag sit job som adm. direktør i Landbrug & Fødevarer med henvisning til, at hun ikke har kunnet trænge igennem hos organisationens politisk valgte ledelse i sagen om seksuel chikane i griseselskabet DanBred. Nu efterlyser baglandet klare svar på, hvad der er foregået. | Foto: Sif Meincke
jette aagaard og nicolai raastrup

Der er akut behov for klare svar om den aktuelle ballade i toppen af dansk landbrug.

Sådan lyder det fra kritiske røster fra branchens bagland, efter at brancheorganisationen Landbrug & Fødevarers adm. direktør, Anne Arhnung, mandag aften trak sig fra sin post og smækkede eftertrykkeligt med døren.

»Jeg mener, at jeg har krav på, at der kommer mere fakta frem. Jeg har også en forventning om, at jeg får at vide, hvad der er sket, og hvordan de har håndteret det. Jeg vil have at vide, hvem der har ansvaret, og hvem der påtager sig ansvaret,« siger Martin Pinholt, gårdejer og tidligere medlem af grovvarekoncernen DLG’s hovedbestyrelse.

»Der er nogen, der må påtage sig ansvaret og forlade det sted, de er. Det diskvalificerer dem ikke fra at kunne deltage i en bestyrelse en anden gang, for det er en del af læringen, at man begår fejl,« siger Martin Pinholt.

Anne Arhnungs opsigelse sker på baggrund af uenigheder om håndteringen af sagen om seksuel chikane i Landbrug & Fødevarers datterselskab DanBred. Eksperter har kritiseret Landbrug & Fødevarer for at handle for sent i sagen, og organisationens formand, Søren Søndergaard, har undskyldt for håndteringen. I forbindelse med sin opsigelse oplyste Anne Arhnung, at hun hele tiden har sagt klart, hvordan hun mente, at sagen burde håndteres, men at toneangivende valgte i Landbrug & Fødevarers politiske ledelse ikke har lyttet til hende.

Søren Søndergaard har efterfølgende sagt, at han ikke kan genkende billedet af store uenigheder mellem formandskabet og direktionen.

Alle kort skal på bordet

»At Anne Arhnung er stoppet og har givet denne bredside, har jo ikke givet mig svarene. Jeg tror på det, som hun siger, men jeg tror også på det, som Søren Søndergaard siger. Men der er bare noget, som er ufortalt. Der er ikke sammenhæng i det,« siger Martin Pinholt.

Han mener, at det er vigtigt, at »Landbrug & Fødevarers øverste ledelse nu holder et spejl op for sig selv og spørger, om de selv kan gøre noget bedre«.

»Der er nogen, der har brug for at tænke sig om – og tænke over, om de er det rigtige sted og har gjort de rette ting. Jeg sigter ikke mod nogen specielt, for jeg ved ikke, hvad der er foregået, men det er noget bøvl, at de ikke lægger alle kort på bordet,« siger Martin Pinholt.

Han er ikke den eneste, der kritiserer toppen af landbrugsorganisationen. Ole Karmsteen, formand for Sjællandske Familielandbrug, fortæller til Landbrugsavisen, at han er skuffet over, at DanBred-sagen fik Anne Arhnung til at forlade sin post. Han opfordrer Landbrug & Fødevarers fælles formandskab på seks personer til at overveje deres egen fremtid.

»Jeg har svært ved at se, at de kan fortsætte alle sammen. Som minimum bør de melde ud, hvilken holdning, de hver især har haft. Jeg mener, det er den forkerte, der er gået. Nogen må tage ansvaret«, siger Ole Karmsteen til Landbrugsavisen.

Landbrug & Fødevarer har ikke ønsket at kommentere sagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også