Patienter efterlyser udenlandsk arbejdskraft på hospitaler

Vi står i en ret kritisk situation, siger Danske Patienter efter undersøgelse om arbejdspres på sygehuse.
For lidt personale og for mange opgaver. Mange sygeplejersker og læger oplever et stort arbejdspres i det daglige, som kan gå ud over patienterne. (Arkivfoto). | Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
For lidt personale og for mange opgaver. Mange sygeplejersker og læger oplever et stort arbejdspres i det daglige, som kan gå ud over patienterne. (Arkivfoto). | Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
af ritzau

Det kræver løsninger på både kort og langt sigt at løse udfordringen med underbemanding og for meget arbejdspres i sundhedsvæsenet. Det siger Danske Patienter, der er paraplyorganisation for landets patient- og pårørendeforeninger.

Meldingen kommer efter en ny undersøgelse, hvor en lang række læger og sygeplejersker fortæller, at presset på hospitalerne i mange tilfælde går ud over patienterne.

Først og fremmest skal kapaciteten udnyttes på tværs af det private og det offentlige. Der skal ses på at fastholde flere i arbejde i sundhedssektoren, ligesom der skal uddannes flere.

"Og grebet med at bruge udenlandsk arbejdskraft skal også i spil," siger hun.

Undersøgelsen, hun taler ud fra, er udarbejdet i samarbejde med Overlægeforeningen, Yngre Læger og Dansk Sygeplejeråd for TV 2 i forbindelse med en ny dokumentar, der hedder "Opråb fra sygehuset" og sendes torsdag aften.

Arbejdspres kan koste liv

I undersøgelsen siger 54 procent af de yngre læger, som har svaret, at travlhed eller underbemanding har været medvirkende årsag til, at en patients tilstand er blevet forværret. For overlægerne og sygeplejerskerne er tallet henholdsvis 47 og 46 procent.

Nogle af lægerne og sygeplejerskerne melder endda om, at arbejdspresset kan koste liv.

Således angiver ni procent af både de yngre læger og sygeplejersker, som har svaret i undersøgelsen, at travlhed eller underbemanding efter deres vurdering har været medvirkende årsag til, at en patient er afgået ved døden.

Situationen er gravalvorlig, mener Annette Wandel.

"Vi står i en ret kritisk situation," siger Annette Wandel, som mener, at sundhedsvæsenet akut er "i knæ" efter coronakrise og sygeplejerskestrejke.

"Det kan blive rigtig farligt for patienter, at der sker flere fejl," siger hun.

Desuden kalder tallene på, at arbejdsgangene får et kraftigt eftersyn, mener Annette Wandel.

"Der vil altid være utilsigtede hændelser. Det er dem, vi skal lære af. Men vi er i en situation, hvor der er for stort pres på. Så stiger antallet af utilsigtede hændelser."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også