Danmarks Genopretningsfond står urørt: Nu forventes den snart at lukke

Danmarks Genopretningsfond forventes at blive afviklet primo 2022, oplyser Finansministeriet. Fonden har hidtil investeret 0 af de allokerede 10 mia. kr.
Finansminister Nicolai Wammen kommer formentlig til at lukke Danmarks Genopretningsfond i begyndelsen af næste år. | Foto: Thomas Borberg
Finansminister Nicolai Wammen kommer formentlig til at lukke Danmarks Genopretningsfond i begyndelsen af næste år. | Foto: Thomas Borberg
af Mick Christensen

Den statslige krisefond, der kan investere 10 mia. kr. i »samfundsbærende« virksomheder, står til at lukke om få måneder - omkring halvandet år før det planlagte.

Det oplyser Finansministeriet, der er eneejer af krisefonden, som blev født af finansminister Nicolai Wammen (S) og går under navnet Danmarks Genopretningsfond.

»Det er på nuværende tidspunkt forventningen, at fonden afvikles primo 2022,« skriver Finansministeriets presseafdeling i en mail.

I den politiske aftale bag Danmarks Genopretningsfond står der, at »det er forventningen, at Danmarks Genopretningsfond vil opløses medio 2023«, og at »det overlades til finansministeren, efter drøftelse med partierne bag aftalen, at træffe de nødvendige beslutninger i relation til Danmarks Genopretningsfonds opløsning«.

Med andre ord er finansminister Nicolai Wammen altså nu på vej til at give dødsstødet til den fond, som siden lanceringen i januar har foretaget nul investeringer og undervejs har mødt forundring i dele af dansk erhvervsliv.

For nylig krævede Dansk Folkeparti ligeledes fonden lukket med det samme.

Helt rigtigt at lukke fonden, mener direktøren

Selvom Danmarks Genopretningsfond for knap en måned siden fik forlænget sin investeringsperiode frem til nytår, mener direktøren i fonden ikke, at Finansministeriet er på vej til at træffe en forkert beslutning ved at afvikle fonden.

»Hvis fonden ikke har foretaget kapitalindskud, når investeringsperioden udløber den 31. december, så vil det være helt rigtigt at lukke fonden ned umiddelbart derefter. Hvordan det præcis skal ske, vil Finansministeriet som eneaktionær afgøre,« skriver Jens-Christian Stougaard, adm. direktør i Danmarks Genopretningsfond, i en mail.

Direktøren fortæller dog, at Danmarks Genopretningsfond for nylig har modtaget en ansøgning fra en virksomhed. Den ansøgning er lige nu under behandling, og skulle den blive til en investering, vil det være en anden situation for Danmarks Genopretningsfond, da der så vil være et aktiv, som skal forvaltes, og dermed skal fonden holdes i live.

I alt har Danmarks Genopretningsfond modtaget fire ansøgninger fra danske virksomheder siden januar, hvor fonden åbnede for ansøgninger til puljen på op mod 10 mia. kr. Nogle af ansøgerne levede ikke op til kriterierne for en investering fra fonden, mens andre ansøgere søgte finansiering andre vegne.

Finansminister Nicolai Wammen fortalte i forbindelse med forlængelsen af Danmarks Genopretningsfond, at det var positivt, at fonden ikke havde brugt en eneste krone på en investering.

»Det afspejler, at dansk erhvervsliv er kommet godt gennem krisen og ikke har haft behov for at benytte sig af fonden,« sagde han i en udtalelse.

Ideen til milliardfonden, der skulle redde vigtige danske virksomheder og arbejdspladser, blev lanceret under stor bevågenhed. Op til 200 virksomheder levede ifølge regeringen op til kravene for en investering.

Et stjernespækket hold blev sat til at vurdere de ansøgninger, der måtte komme.

De er i bestyrelsen i Danmarks Genopretningsfond:

  • Formand Torben Möger Pedersen, topchef i PensionDanmark
  • Næstformand Marianne Philip, advokat og partner i Kromann Reumert
  • Carsten Stendevad, tidligere ATP-direktør
  • Philipp Schröder, økonomiprofessor
  • Jørgen Rugholm Jensen, forhenværende McKinsey-partner
  • Birgitte Nielsen, medlem af bestyrelserne i Coloplast, Haldor Topsøe, Matas og Kirk Kapital

Danmarks Genopretningsfond koster årligt 9 mio. kr. at drive.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også