Kommune om fejl på stemmesedler: Vi har lavet fejlen

Stemmesedler bliver korrekturlæst mange gange. Alligevel er der i år fejl på stemmesedlen i København. Frihedspartiet vil kræve omvalg.
Der skulle have været fem kandidater under Frihedspartiet, men en fejl har betydet, at der kun er en. | Foto: Philip Davali
Der skulle have været fem kandidater under Frihedspartiet, men en fejl har betydet, at der kun er en. | Foto: Philip Davali
af ritzau

Det er Kultur- og Fritidsforvaltningen, der har ansvaret for at forberede, planlægge og afvikle valg i Københavns Kommune. Derfor er det også den forvaltnings fejl, at der mangler en boks at sætte kryds i ved fire ud af fem af Frihedslistens kandidater på stemmesedlen til kommunalvalget.

Det fortæller Solvejg Schultz-Jakobsen, der er pressechef i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune om fejl på stemmesedler i kommunen.

"Det er en fejl, vi har lavet i forhold til beklageligvis ikke at opdage, at de her kanter mangler. Det er klart, at hvis vi havde opdaget det, havde vi jo fluks rettet det," siger hun og svarer ja til, at fejlen er sket inden for rådhusets vægge.

Solvejg Schultz-Jakobsen fortæller, at forvaltningen generelt går grundigt til værks, når der skal forberedes stemmesedler.

"Der sidder nogen, der har det overblik og ansvar, som, jeg ved, går meget grundigt til værks. Der er mange ting og detaljer, man skal have styr på. Der bliver læst korrektur mange gange på en stemmeseddel. Alligevel og beklageligvis sker det her", siger hun.

Kræver omvalg

Flemming Blicher, der er initiativtager til Frihedslisten, siger, at partiet vil kræve omvalg på grund af fejlen.

Indenrigs- og Boligministeriet oplyser, at det i første omgang er Borgerrepræsentationen, der skal tage stilling til en klage om stemmesedlerne. Det er en konkret vurdering, der bliver lagt til grund for, om fejlen kan betyde et omvalg.

Københavns Kommune bekræfter tirsdag eftermiddag, at der er indgivet to klager over stemmesedlerne.

Hvis Frihedlisten er utilfreds med Borgerrepræsentationens afgørelse, kan partiet klage til Indenrigs- og Boligministeriet.

Både Borgerrepræsentationen og ministeriet kan beslutte, at der skal være omvalg. Indenrigs- og Boligministeriet oplyser dog, at der generelt skal meget til, hvis valget skal gå om.

Parti kræver omvalg i København efter fejl ved stemmesedler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også